Salmehistorisk Netværk: En historisk interesseret lillebror (af Mads Djernes, netværkets formand)

Syng Nyt er ikke blevet til Syng Gammelt, men har fået en historisk interesseret lillebror. Men hvorfor er sådan en lille nørd kommet til verden?

Kingo løb ind i store vanskeligheder, efter han havde fået til opgave at redigere enevældens salmebog. Brorson var temmelig polemisk i sin tidlige salmedigtning, og den sene gemte han i skrivebordsskuffen. Grundtvigs salmetekster var bestemt ikke lige populære i sin samtids kirkelige kredse, og det varede i nogle tilfælde mange år, inden hans salmer fik de melodier, de slog igennem på.

Efter man i hast fik oversat Luthers salmer til dansk, så de kunne være med til at gøre processen frem mod reformationen i Danmark lettere, er det ikke altid gået lige hurtigt med at få indsunget samtidens salmeproduktion. Alle salmer har været nye engang. De har måske vakt de fås interesse, men tiden har af den ene eller anden grund ikke været moden til, at de har fået nogen udbredt folkelig popularitet.

Når man i dag beskæftiger sig med de salmer, hvor både tekst og melodi er helt nyskrevne eller kun har få år på bagen, er det værd at huske, at det ikke er noget nyt, hvis nogle er begejstrede og andre skeptiske. Som med al kunst – og her vil jeg regne salmen i den mest positive betydning af ordet brugskunst – kan det i første omgang blive afvist og derefter accepteret hen ad vejen, eller det kan blive modtaget med åbne arme og kort efter miste sin popularitet. Det er historiens, traditionens og brugens sigtning, der bestemmer, hvad der bliver båret videre.

For salmetraditionens vedkommende er vores primære traditionsbærer naturligvis Den Danske Salmebog, som sidste år fejrede sin første 450 år, men der findes naturligvis også en lang række sekundære udgivelser og forhold, der bevirker salmernes videre liv – tænk blot på vækkelsernes sangtraditioner i det 19. århundrede, der bevarede en række salmer, der var gået af mode i etablerede kirkelige kredse.

Og så er der situationen i dag, hvor der bliver skrevet et væld af salmer – og en stor del af dem er efterhånden at finde på nærværende hjemmeside. Sigtet med denne klumme er imidlertid at gøre opmærksom på, at Salmehistorisk Netværk blev stiftet i sensommeren 2019 – og skal være med til at sørge for, at vi husker på alle de salmer, der var nye engang. Som en selvstændig del af Syng Nyt vil netværket forsøge at løfte arven fra Salmehistorisk Selskab og Hymnologisk Selskab, der for et års tid siden nedlagde sig selv.

Netværket vil derfor være for alle, der interesserer sig for det salmehistoriske – såvel for det tekstlige som for det musikalske. Lørdag den 14. november vil det første årsmøde blive afholdt i Aarhus, hvor 100-året for Laubs ’Musik og Kirke’ bliver fejret sammen med foredrag så forskellige emner som ’Den alsiske Brorson’ og salmesangens tempo gennem det tyvende århundrede. Med jævne mellemrum vil der frem over udkomme nyhedsbreve, som orienterer om, hvad der foregår på det hymnologiske område. Der arbejdes i øjeblikket på såvel en hjemme- som en facebookside, der også skal være med til at fremme den salmehistoriske sag.

Der er nedsat en styregruppe for Salmehistorisk Netværk, som består af sognepræsterne Peter Albek Noer og Morten Skovsted, ph.d. i teologi og postdoc Uffe Holmsgaard Eriksen samt undertegnede, der er sognepræst og forhenværende organist. Vi vil i fællesskab arbejde på at skabe de bedste forhold for, at interessen for hymnologien holdes ved lige blandt præster, kirkemusikere og andre interesserede. Og allerbedst vil det være, hvis interesserede og engagerede medlemmer kan bidrage – med deltagelse i arrangementer og opmærksomhed på salmehistoriske detaljer, der er værd at kaste lys på.

Alle kan blive medlem af netværket ved at skrive en mail til formand@salmehistorisk.dk – så kommer man på mailinglisten, får nyhedsbrevene og kan orientere sig om netværkets arbejde og arrangementer. Og altså, det første er 14. november – sær kryds i kalenderen, kom på mailinglisten og dan netværk med andre hymnologisk interesserede!

Der flammer en ild over hav og jord (af Kirsten Nielsen)

Hvad skal vi synge til pinse?

Hvem kan forestille sig en pinsemorgen uden Grundtvigs dejlige salme “I al sin glans nu stråler solen”? Her smelter dansk sommer, Paradis og Helligånd sammen i et jubelkor uden lige. Og mon ikke også vi skal genopleve pinsedagens begivenhed sammen med apostlene, som sad i Jerusalem “og bied på Herrens time”. Det er salmer, som næsten synger sig selv, for vi kender dem så godt.

Netop derfor er det vigtigt, at vi ind imellem vælger også at synge en ikke så kendt salme, der får os til at standse op og undre os.

For en del år siden læste jeg Vibeke Gundelachs pinsesalme “Der flammer en ild over hav og jord”, som nu også findes i 100 salmer. Et salmebogstillæg (2016) og på Salmedatabasen her. Det blev en salme, som jeg er vendt tilbage til igen og igen:

                      Der flammer en ild over hav og jord,
                      det luer i forårsnætter
                      langs himlenes rand bag den spejlblanke fjord
                      og vågnende morgensletter.

                      Der strømmer et lys gennem sjæl og sind
                      i tindrende øjeblikke
                      som havenes dyb i den blånende vind
                      og kildernes klare drikke.  

                      Der jubler mod himle en lærkesang
                      hvor nætterne dør og viger,
                      som steg af vort hjerte dets inderste trang
                      ad morgenens himmelstiger.

                      Almægtige Kristus, din ild af ånd
                      skal tværs ind i hjerterne ramme
                      og sprænge vor selvsyges snærende bånd
                      i levende himmelflamme.

                      Der flammer en ild som er helt af dig
                      i isnende vinternætter:
                      dit kors er den levende ånd på vej
                      fra Gudssolens morgensletter.

                      Der strømmer i flammende soles bånd
                      din evigheds øjeblikke
                      fra havenes dyb, hvor dit lys af ånd
                      blev levende vand at drikke.

Gundelachs salme er oprindelig udgivet i salmesamlingen, Som havets lys. Vestjydske salmer IV, 1990, nr. 20. Titlen afspejler, at hun i den sidste del af sit liv boede i Houvig nær Ringkøbing, tæt på klitter og Vesterhav. Hendes pinsesalme er præget af nærheden til naturen. Den begynder en tidlig morgen, hvor lyset flammer som ild over hav og jord. Salmens første tre strofer er fulde af glæde over morgenen og lyset, der strømmer helt ind gennem “sjæl og sind”. Gennem forskellige naturbilleder forbinder hun jord og himmel, som når vores morgensang sammenlignes med lærkesangen, der bevæger sig fra hjertet op ad “morgenens himmelstiger”.

Mens første del af salmen kunne tolkes som udtryk for ren naturglæde, viser de sidste tre strofer, at den flammende ild ikke kun er solens lys en tidlig morgen, for i salmens anden del gentages motiverne fra første del, men nu med en merbetydning, fordi de knyttes til Kristus.

Strofe 4 begynder med ordene: “Almægtige Kristus, din ild af ånd”. Adjektivet almægtig kan overraske i denne sammenhæng, for almagten knyttes som oftest sammen med Gud Fader. Men Gundelach tænker formentlig på Jesu afskedsord til disciplene lige inden himmelfarten: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden…” (Matt 28,18). Ordene ild og ånd vækker mindelser om apostlenes oplevelse den første pinsedag, hvor de modtog Helligånden i form af tunger af ild. Men hos Gundelach er det Kristi “ild af ånd”, der skal “sprænge vor selvsyges snærende bånd”. Ild bruges i Bibelen ofte som et middel til at rense ud. Her skal der også ske en form for renselse, så vi kan befries for vores egoisme.

I strofe 5 føres ildmotivet videre. Her forstår jeg ilden som et billede på den lidenskabelige kærlighed, for straks efter nævner Gundelach korset, som er det ultimative tegn på Kristi kærlighed. Nok betyder korset død; men i hendes perspektiv er det desuden “den levende ånd på vej /  fra Gudssolens morgensletter.” På den måde knytter Gundelach påskens og pinsens begivenheder sammen: Pinsen med åndens komme har sin forudsætning i Jesu korsdød og hans opstandelse ved solopgang påskemorgen.

I salmens sidste strofe vender vi tilbage til sollyset i form af “flammens soles bånd”. Sollyset omgiver “din evigheds øjeblikke”. Kristi tid er både evighed og øjeblik, udstrækning og intensitet. Og så kvalificeres lyset endnu engang, når det i næste linje kaldes “dit lys af ånd” (jf. Jesu beskrivelse af sig selv som “verdens lys” i Joh 8,12). Evigheden kommer fra havets dyb, og hvor havdybet ofte i bibelsk sammenhæng forbindes med det kaotiske, så bliver havet for Gundelach stedet, hvor “dit lys af ånd / blev levende vand at drikke”. Fra havet fører Gundelach tanken videre til det vand, som Jesus selv kan give, og som han taler om i beretningen om den samaritanske kvindes møde med ham ved Jakobs brønd (Joh 4,10).

Det er karakteristisk for Gundelach, at hun i sin salme skaber sammenhænge på kryds og tværs. Temaer gentages og varieres ned gennem salmen. Naturen og de bibelske beretninger kommer i dialog med hinanden. Og bibelske forestillinger, som dogmatikere ofte holder adskilt, knytter Gundelach sammen. Her kaldes Kristus for almægtig, sådan som Gud Fader oftest betegnes, og Kristus forbindes med Helligåndssymbolet, den flammende ild, så pinsen får mening på baggrund af påsken.

Det er ud fra Kristusskikkelsen, vi skal forstå salmen. Vibeke Gundelach skaber en poetisk helhed  ved hjælp af de gennemgående billeder, der gør salmen lys som morgenen, lidenskabelig som ilden og forfriskende som vandet.

”Når vi gynger” – en salme om Guds Helligånd

De fleste børn elsker at bevæge sig. De skal have kroppen med. Selv var jeg som barn helt vild med at gynge. Det er jeg for så vidt stadig væk, selv om det er mange år siden nu. Den kildrende fornemmelse i maven, og luften der suser én om ørerne. Man får lyst til at råbe ”Huiiij!” eller bare synge, så det gjalder mellem huse og træer. Som ung arbejdede jeg års tid som pædagogmedhjælper i en børnehave, og her var det ofte min opgave at skubbe til gyngen, så børnene kom højt op og flyve, og så begyndte børnene at skråle af fuld hals, alt imens de gyngede.

Med så stor en glæde som gyngeriet kan befordre, kan jeg næsten ikke tro andet, end at der må være gynger i himlen. Guds engle kan da ikke nøjes med at spille på harpe og synge i kor. De må op og svinge sig i gyngerne. Der skulle jo efter sigende være stor glæde i himlen, så meget ved jeg da.

Simon Koefoed, der er sognepræst i Brabrand-Årslev har skrevet en herlig Helligåndssalme for børn ”Når vi gynger” som netop tager afsæt i den herlige oplevelse af at gynge og mærke glæden indeni:

Når vi gynger, er der en der gynger med,
gir et skub, så vi kan mærke sus i maven.
En der bare bliver ved og ved og ved
gynger med os over træerne i haven.
   Når vi gynger,
   er det Guds Helligånd
   der gir liv til dig og dig
   og til mig!

Man er jo næsten oppe og flyve, når man gynger og kan se længere, end man kan, når man går omkring, dernede på jorden. Og det er jo det, Guds Helligånd kan hjælpe os med, at komme op og flyve, så vi kommer nærmere himlen og nærmere Gud.

Vers 2 handler om dansen, hvor Gud holder rytmen og bringer os sammen – også med dem vi ikke kender. Og dansen bæres frem af Guds Helligånd, der giver liv til os alle. I det tredje vers lader Guds Helligånd os mærke trøsten, når vi er ulykkelige. For Guds nærvær i Helligånden betyder også at Gud kender os helt ind i hjertet og ved, hvordan vi har det, også når der er noget, som er svært for os. Det sidste vers handler selvfølgelig om sangen eller lovsangen, hvor Guds Helligånd er os så nær, som vores eget åndedræt. Guds Ånd hjælper de mange stemmer til at samle sig til ét fælles klangligt udtryk.

Det er et gennemgående tema i alle fire vers, at Guds Helligånd manifesterer sig, ved at komme mennesket helt nær: som et sus i maven, som en rytme i kroppen, som en følelse af trøst i hjertet og som det fælles åndedræt, der er helt nødvendigt, når vi skal synge sammen.

Salmen har en iørefaldende melodi, skrevet af organisten i Gellerup Kirke, Martin Hornstrup, med et omkvæd, som børnene nemt kan lære at synge med på. Denne salme skal ikke reserveres til pinsetiden, selv om den handler om Gud Helligånd. Den kan bruges til alle mulige slags børnegudstjenester, til korsang og i kirkens børneklub. Den er så fyldt med glæde og trøst, og så bringer den Guds nærværet helt ind i børnenes hverdagsliv, i leg og bevægelse og i en oplevelse af omsorg og fællesskab.

Ved et sangstævne for børn i Østerhåb Kirke i Torsted valgte projektlederen for et nyt tiltag i Horsens provsti kaldet ”Himmelske Rytmer” Anne Louise Krogh at lade børnene synge sangen ”Når vi gynger” med en ballon i hånden. For ballonen er et billede på Helligånden, siger Anne Louise Krogh som introduktion. Under versene svinger børnene ballonen rytmisk fra side til side. Og under omkvædet må børnene jonglere med deres ballon. Det er da en sød og sjov idé, som hermed er givet videre.

/ Hans Boas

Konfirmationsgudstjenesten – går det an med nye salmer? (Ole Bjerglund Thomsen)

I år er samtlige konfirmationer blevet udskudt, og det giver os lidt tid til at gentænke salmevalget. I mødet med ældre kolleger fik jeg i begyndelsen af min præstetid fornemmelsen af, at der herskede det dogme à la: ”Det er fint at synge nyt med konfirmanderne. Men ved selve konfirmationen bør man synge kernesalmer”. Det er mit klare indtryk, at dette dogme er på retur – og det glæder mig. Selv foretrækker jeg at lade mindst halvdelen af salmerne være nye. Inden jeg bliver mistænkt for at kaste vrag på traditionen, skal jeg skynde mig at sige, at jeg fastholder to til tre velkendte salmer i en konfirmationsgudstjeneste.

Lad mig give et par begrundelser for at synge nyt.

1. Det er konfirmandernes dag, og konfirmanderne foretrækker langt overvejende nye salmer. Forud for konfirmationen plejer jeg at lave en salmemarathon, hvor organisten deltager, og hvor konfirmanderne synger og kan give point til hver af de salmer, de har sunget i løbet af året. Kun ”I østen stiger solen op” har en chance for at få point, så den kan matche de nye salmer. For at bringe ligevægt i nyt og gammelt, bliver præsten nødt til at have vetoret til at stemme et par klassikere ind i vinderfeltet.

2. De nye salmer taler i høj grad til konfirmationsmenigheden. Hvert år får vi masser af respons, som f.eks. lyder: ”Hvor var det rart at synge noget, som jeg forstod”. ”Sådan noget fik vi ikke lov at synge, da vi blev konfirmeret”. Eller den pudsige, som vi andre fristes til at smile ad: ”Jeg kunne godt lide den med linedanseren og næstekærligheden. Det var som om, de gav mening”. Men vi skal være varsomme med vores smil. Bemærkningen afslører jo netop, at mennesker, der kun begivenhedsvist kommer i kirken, kan have svært ved at afkode meningen i salmer, der har et svært gennemtrængeligt sprog og billedunivers. Det må vi tage alvorligt.

3. De fleste nyere salmer har nyere melodier, som kulturelt set er mindre fremmedgørende end gamle melodier. Dertil kommer, at en vekslen i tonesproget og gerne også vekslen mellem orgel- og klaverledsagelse skaber variation og dynamik i gudstjenesten.

4. Hvis vi tror på de nyere salmer, skal vi også give dem en chance for at blive sunget ind. Ved konfirmationerne har vi tusindvis af mennesker gennem kirken. Det er en enestående mulighed.

Ved selve konfirmationen gælder det om at anlægge en både naturligt insisterende og vejledende tilgang. Nogle tror, det er svært at synge noget, man ikke kender. Den vildfarelse må gelinde afmonteres. Jeg gør som følger: Når kirken er stopfyldt et kvarter før gudstjenestestart, tænder jeg min mikrofon og forklarer, at konfirmanderne har forberedt sig til dagen, dels ved at vælge salmer, de kan lide – heraf en del nyt –  og dels ved at øve på dem. For at alle kan synge med på det, konfirmanderne gerne vil synge, må hele kirken nu forberede sig og bruge 7 minutter på at øve to af de nye salmer. Derefter tager organist og kor over. Menigheden bliver sporet ind på det, der skal ske, og er helt ombord.

I forhold til det konkrete salmevalg kan der ske det, at der ud af konfirmandernes valg nærmest samler sig en kanon af nye salmer. Hos os hitter f.eks. ”Du skal elske din næste som dig selv”, ”Gå i mørket med lyset” og ”Se, hvilket menneske”. Og selvom præst og organist måske synes, at vi godt kan holde en pause fra ”Tak, Gud, for denne lyse morgen” og ”Linedanseren”, så opstår der massive krav og protester, hvis de ikke kommer med.

Uanset salmevalget, så er svaret: ”Ja, det går an med nye salmer”. Og det går ikke bare an, det er også en succes: Det bringer glæde, fest og engagement ind i konfirmationsgudstjenesten og får flere til at synge med på både nyt og gammelt.

God fornøjelse med salmevalget – og med konfirmationerne, når den tid kommer!

Svein Ellingsen (1929-2020) mindeord af Holger Lissner

Den norske salmedigter Svein Ørnulf Ellingsen, som døde palmesøndag efter lang tids svaghed, var en stor ven af Danmark, idet han gentagne gange har været på studie- og skriveophold i Danmark, og han har også sat sig varige spor her i landet med de elleve salmer, han har med i Den danske salmebog.

Jeg må have mødt ham første gang i 1976, hvor han var på Løgumkloster refugium og kom over på højskolen for at høre foredrag, men jeg lærte ham først for alvor at kende i januar 1978 på stiftsgården i Båstad i Sverige, hvor han var med til arrangere et nordisk salmeværksted, hvor langt de fleste af dem, som har skabt salmefornyelsen i Norden, var samlet til en intens uge. For en nybegynder som mig, der ikke havde ret meget at komme med, var det med følelse af at være en spurv i tranedans, men også en kolossal inspiration at møde Svein Ellingsen, Anders Frostenson, Harald Göransson, Britt G. Hallqvist, Egil Hovland, Trond Kverno, Eyvind Skeie, Åke Haavik og mange flere. Det var det også for Svein: ”for mitt vedkommende vil jeg si, at det er noe av det mest inspirerende jeg har opplevd».[1] Her oplevede vi, hvordan det spirede og groede i Sverige og i Norge, som var begunstiget med en række fremtrædende salmedigtere og –komponister.

Jeg kendte adskillige af hans salmer i forvejen, og han nogle af mine, og jeg kunne mærke, at her var der en salmetone, som var anderledes end danske salmer og andre norske salmer. Nok var den dybt beslægtet med den gamle salmetone, men den havde også en anden tone af personlig smerte, gennemlyst af depressioner og personlige sorger. Han citerer et sted både Brorsons ”når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge” (DDS 109,6), og Ibsen, der lader en af sine personer sige: ””Jeg fikk sorgens gave, derfor ble jeg skald” (Kongsemnerne).

Han har skrevet en karakteristisk salme ”Under sygdom” med mottoet ”Mennesket har rom i sitt hjerte, som ennu ikke eksisterer, og lidelsen trenger inn i dem for at de skal begynne å eksistere». Leon Blum.  Selve salmen begynder:

                      Mens jeg her er tatt til side,
                      vil jeg i de lange timer
                      søke å nå frem til klarhet
                      over ventetidens nåde.

                      Herre, mens jeg her er bundet,
                      ber jeg om en indre frihet,
                      slik at smertens tunger bølger
                      aldrig lammer mine tanker.

                      Takk for livets egen nåde
                      som er gjemt i smertens rytme:
                      Bølgeslag som stadig tiltar
                      skal bli efterfulgt af ebbe.   

                      ….                                (Det skjulte nærvær s. 74)

Det er denne stilfærdige inderlige tone, så ægte og selvoplevet, der betager mange, og som gør, at Svein Ellingsens salmer er nået langt ud over Norges grænser, og også er blevet elsket her i Grundtvigs fædreland. Nogle i Danmark kaldte ham fersk, da han kom så talstærkt med i salmebogen. Det var han meget ked af og uforstående overfor. Men jeg kunne trøste ham med, at det ikke er så vigtigt, hvad kritikerne siger, som hvordan folket vælger. Og hans salmer bliver sunget. Stærkt står navnlig dåbssalmen ”Fyldt af glæde” (DDS 448), som er blevet den mest sungne dåbssalme i vor tid. Og den får en særlig dybde, når vi ved, at den er skrevet halvandet år efter, at hans datter Margrethe seks år gammel blev dræbt ved en trafikulykke. Da deres næste barn skulle døbes. ”Dåbens lys er tændt, når livets slukkes.”

Salmerne kom ikke nemt til ham. Adskillige salmer begyndte som forsøg og måtte lægges til side, men blev siden taget op igen, måske tyve år efter, før de fandt den form, han drømte om. Det gælder for eksempel salmen ”Herre, når din time kommer” (DDS 277), som han påbegyndte i 1956 under et ophold på Sigtunastiftelsen, men ikke var tilfreds med. Først under et ophold tyve år senere på Løgumkloster refugium i 1976, kom den til ham, da han på højskolen hørte professor Regin Prenter tale om det kristne håb, ”og den gjennomlyste talen kunne lignes med en ikon med bilder af vårt liv i lyset af den herliggjorte Kristus.” Han gik lige hjem til refugiet og skrev den,  ”- om ikke i den syvende himmel, så i hvert fald i den sjette[2].

Svein var uddannet som maler fra Statens Kunstakademi. De billeder, jeg har set af hans, er stilfærdige, meget ofte med en blå tone, omhyggeligt udarbejdet, med en stor fred i sig. Men de har efter min mening ikke helt den samme enkle styrke som hans salmer. Engang, vi besøgte ham og hans kone Ingegjerd i Saltrød, viste han os sin samling af malede æg nede i arbejdsværelset i kælderen. Og de er så fine, så fint malet. Forsigtigt og nænsomt.

Han var også en dygtig og aktiv hymnolog og et centralt medlem af den norske salmebogskommission, ligesom han også var en markant bidragyder til den norske salmebog 2013, hvor han har 43 salmer og 15 oversættelser. Og han opnåede i 1976 den særlige hæder at komme på finansloven som salmedigter! Det siger noget om hans stilling i Norge. Også internationalt var han engageret i hymnologikonferencer rundt om i verden.

På én måde var hans sprog traditionelt, men han eksperimenterede også med at skrive urimede salmer, fordi han ligesom så mange andre kunne køre træt i de forslidte kristelige rim dåb-håb-råb. Når vi synger ”Fyldt af glæde over livets under”, er der ingen, der tænker over, at versene ikke er rimede. Strukturen er så klar, at det alligevel bliver poesi. Og når vi synger hans meget smukke ”Vi rækker vore hænder frem” (DDS 367) ”, tror vi i begyndelsen, at den også er urimet, men opdager lidt efter lidt, at rimene ligger fra vers til vers, så det sidste ord i et vers rimer med sidste ord i første linje af næste vers.

At få julebrev fra Svein var en oplevelse. For det første var konvolutterne kalligraferet med den fornemste skrift og frankeret med smukke norske frimærker, og for det andet var brevene fulde af gode citater og oplevelser af de billeder, han var rejst ud for at se, og som han fik utrolig meget ud af. Eller overvejelser om f.eks. det at blive gammel: ”Det er vel en allmenn erfaring at dess eldre vi blir, dess vanskeligere er det å utholde tanken på alt det grusomme i verden. Og tanken på virkeligheten, den lidelsesfulle verden vi lever i , kan bli en alvorlig snublesten for troen. Jeg er ikke grubler av natur, men de ubesvarte spørsmål presser ofte på. Da må jeg tenke på en scene fra den bevegende filmen «Gud och mennesker», der prioren i det lille klosteret, i en forferdelig situasjon legger klosterbrødrene disse ord på sinne: «Vi kjenner ikke Guds mysterium». Jeg tenker også på noe som står i et av Paal-Helge Haugens dikt: «Verden er forsegla – ei meining med lukka omslag». Og jeg må stadig vende tilbake til et ord af Carl Fredrik Engelstad: «Gå til ro i gåten!» Det betyr ikke å resignere, men å akseptere menneskelivets vilkår – at «verden er forseglet». Men som Carl Fredrik Engelstad sier gjennom sitt forfatterskap, gjennem tro og kjærlighet, skal vi komme det gåtefulle inn på livet, uten å fortvile over alt det vi ikke kan forstå.» (Julebrevet 2011).

Men det er navnlig hans fine salmer, jeg vil huske ham for. En salme som ”Vær stærk, min sjæl, i denne tid” (DDS 635) er også skrevet kort efter, at han mistede sin datter, og den har ord, som kan bruges på og bære igennem mange smerter. Den er en af den slags, der melder sig, når vi står over for det ubærlige. For den peger frem, når digteren siger til sig selv:

Vær stærk, min sjæl, i denne tid,
når du har tungt at bære!
Hold ud i prøvens stund og lid
de døgn, du går i lære.
En dag til slut
blir mørket brudt
af lyset fra Guds fremtid.

Se mørket blir din modningstid!
Hold ud, til natten vender!
Se bort fra angst og indre splid,
du er i gode hænder.
Se, du er fri
og lever i
Guds løfterige fremtid.


[1] Hymnologiske meddelelser 1999, 1. s. 23

[2] Barn af huset. Nogle tanker af mit tekstforfatterskab. Hymnologiske Meddelelser 1999, nr. 1

Salmer til digitale gudstjenester (Af Mads Djernes)

Hvis man som præst og kirkemusiker gennem de seneste uger har forsøgt sig med korte, optagede gudstjenester, har man sikkert også været bevidst om, at de ikke skulle være for lange. Det er vigtigt ikke kun at lade det talte ord fylde, men også inddrage salmerne, så noget af gudstjenestens interaktivitet opretholdes – og det skulle da også være mærkeligt, hvis folkekirken ikke greb denne chancen i en tid, hvor fællessangen – hver for sig – med god ret har vundet et solidt fodfæste.

Derfor er her et bud på, hvordan man kan anvende enkelte salmer i de korte gudstjenester – og eventuelt gøre noget ud af at udlægge deres indhold i forkyndelsen, således at koblingen mellem salme og prædiken bliver tættere end vanligt. Det er en anden situation end den daglige, hvor et ensemble af salmer skal følge et liturgisk forløb og samlet set bringe forskellige vinkler på dagens tekst(er) – så her er udvalgt enkelte salmer blandt de mange, som kunne være relevante til den pågældende helligdag. Til hver dag er nævnt en ældre salme fra DDS samt en nyere salme fra salmebogstillægget 100 salmer – alle er de at finde her på salmedatabasen.

1. søndag efter påske kunne man synge Sthens Den mørke nat forgangen er (736). Salmen hører til i påsketiden derved, at ”den mørke nat” kan tolkes som tiden før påske, der nu er forbi samt naturligvis derved, at påskemorgen nævnes i tredje vers. En kobling til dagens tekst ligger i, at fjerde og femte vers’ tale om befrielse fra mørkets bånd og om, at natten nærmer sig, kunne referere til evangeliets tale om, at en anden skal binde op om Peter, når han bliver gammel. Det gentagne omkvæd ”Gud give os lykke og gode råd” kan referere til Peters gentagne svar, der går gennem evangelieteksten som et slags omkvæd. De(t) ’gode råd’ kunne være Jesu gentagne ord til Peter om at være som en hyrde – altså vogte fårene; jævnfør andet vers’ ”fri os af alskens fare”.

Man kunne også lade påsken klinge videre på en mere eksplicit måde med Leif Rasmussens Nu ligger vejen øde (831). Den synes at fange den tiltagende fortvivlelse, som nærmest lyser ud af Peters svar på Jesu spørgsmål. Salmen tolker på sin vis Peters manglende forståelse i første vers’ afsluttende og emfatiske ”kom”, jævnfør evangelietekstens sidste ord. Tredje vers’ tale om håb kommenterer Jesu forklaring i evangelietekstens sidste del, mens ordene ”Gud, som følger mig” udtrykker den evangeliske trøst, der modsvarer Jesu udfordrende spørgsmål til Peter.
[Bemærk at salmedigteren for kort tid siden skrev en klumme om netop denne salme. Læs den her. Red.]

2. søndag efter påske er det hyrdetemaet, der er i centrum. Sl 23 vil for mange være en så kendt tekst, at man kan referere til den uden at have læst den. Selv om flere salmer er skrevet over denne tekst, er det denne dag Paul Gerhardts Skulle jeg dog være bange (667), der er valgt. Hyrdemotivet er ikke kun eksplicit berørt i sjette vers, det ligger også implicit i, at salmen synges på julemelodien til Hjerte, løft din glædes vinger (114), hvor englesangen klang underfuld over hyrderne på marken. Skulle jeg dog være bange anslår en himmellængsel, som finder sit anknytningspunkt i evangelietekstens efterfølgelsesmotiv, og sjette vers bringer de to ord, som nærmest er blevet en kristen talemåde: ”Gud i vold”, og som nok er en prædiken værd. Endvidere gør den syngende i de to første vers Jesu ord om det, han er givet og som ikke kan rives ud af hans hånd, til sine egne.

Anderledes enkelt skriver Hans Anker Jørgensen i Gud i livets dybder (887), at vi skal være hinandens hyrder – og knytter derved an til dagens hovedmotiv i bydeform. Slår jøderne ring om Jesus, fordi de leder efter noget at holde fast i, eller fordi de i virkeligheden beder om afklaring? Sådan kunne man med første vers godt tolke evangelietekstens indledning – de var trods alt tæt på gudsdyrkelsens epicenter, Jerusalems tempel. Næstekærligheden som en fortolkning af hyrdemotivet ligger lige for, og med ordene om ”Guds brodersmerte” kobles hyrdemotivet til langfredags tolkning af Kristus som Guds lam på den måde, at solidariteten udtrykkes i et familiebillede (jævnfør Jørgensens egen Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! (197)).

3. søndag efter påske er der to evangeliske ’billeder’ på færde: Guds hus med de mange boliger og Jesus som vejen, sandheden og livet. En af de ældste danske salmer, Sthens Du, Herre Krist (52), taler ind i det første billede med tredje vers’ ord ”hvad nød er der, hvor du er nær” og udfolder i det følgende vers hvordan det er at være hvor Jesus er. Desuden viser salmen en tillid til Kristus, som kan være den syngendes svar på evangeliets tiltale – en tillid, som har gjort den til en af de helt store begravelsessalmer, selv om den muligvis ikke synges så ofte mere i den forbindelse.

Det andet billede udfoldes implicit i Ole Sarvigs Se, hvad jeg har til dig som gave (894). Andet til fjerde vers udgør en ’vej’, ad hvilken den syngende har bevæget sig i sit liv, inden han eller hun vender sig mod et Du (Jesus?), der havde været ”med os alle dage” (jævnfør dåbsbefalingen). Samtidig er disse vers en slags ’trosbekendelse’, der dermed refererer til troen som evangelietekstens ’sidemotiv’. Sjette vers’ kursivering af ”den, som er” henviser muligvis til det afsluttende vers i dagens lektielæsning, hvor Gud svarer Moses: ”jeg er den, jeg er” – men kan naturligvis også referere til de gange, hvor ’jeg er…’-formuleringer forekommer i evangelieteksten.

Bededag er en underbelyst dag i kirkeåret som følge af, at dagen er blevet den vel nok mest populære konfirmationsdag. I år kan man imidlertid tillade sig at udfolde dens motiver på en anden måde. Som en hilsen til nyligt afdøde Svein Ellingsen kan man vælge at synge hans Vi rækker vore hænder frem (367), der lige som flere af hans salmer har et stærkt bønsaspekt. Det evangeliske aspekt, at Gud giver gode gaver – og mere end det, vi beder om – berøres i de første vers, mens tredje og fjerde vers taler fint ind i en global nødssituation. Endelig kan femte vers tolkes således, at ”smertens vår” (fastetiden) nu er afløst af ”din nådes sommer” (påsketiden og herefter).

I den kristne tradition står Sl 130 stærkt, blandt andet fordi, den danner tekstlig grund for mange korsatser, og i salmehistorien er Luthers gendigtning af salmen (Af dybsens nød (496)) blevet nærmest ikonisk (og for nylig nydigtet af Iben Krogsdal med titlen Jeg kommer i min dybe nød). Lisbeth Smedegaard Andersens Du som er i det høje (877) er skrevet over den gammeltestamentlige læsning, som for nogle vil klinge med i baghovedet denne dag. Som vanligt er årstidens naturkendetegn vævet ind i hendes salme, således at davidssalmens mørke udgangspunkt får et lyst kontrapunkt. Andet og tredje vers berører ventetiden, tålmodigheden og tavsheden – hvilket synes næsten skræmmende relevant i den tid, vi står i lige nu.

4. søndag efter påske er det begreberne sandhed og frihed, der dominerer evangelieteksten – både friheden til og friheden fra. Netop dette har Luther skrevet om i sin (selvbiografiske) Nu fryde sig hver kristen mand (487), som sunget på denne søndag bliver til en påskesalme: ”for Gud så god, som han er stærk, har gjort et herligt underværk, betalt i dyre domme”. I denne salme bliver der – når den synges på denne søndag – på en gang peget tilbage på påsken og fremad mod pinsen, som vi fra nu af ser frem imod i helligdagenes tekster. Mens evangelieteksten har sin egen tilbageholdte stil, kan man lade glæden få frit løb i salmesangen – hvad enten man foretrækker Walters eller Lunderskovs melodi.

Den samme glæde får et lidt andet udtryk i Sten Kaaløs Du tar mig som jeg er (874), som med sine naturbilleder referer til såvel årstiden – den tidlige forsommer – som til den gammeltestamentlige lektielæsning. Teksten udfolder kristendommens kerne, som der refereres til i evangelieteksten: ”de [menneskene] var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord” derved, at salmen ikke fremhæver menneskenes modtagelse af Guds ord, men fastholder Guds modtagelse af mennesket. Og fordi det stadigt fremhæves i evangelieteksten, at menneskene var Guds og blev givet til Kristus, er det oplagt at synge om Guds modtagelse af os, lige som vi er.

Mads Djernes

Nu ligger vejen øde (af Leif Rasmussen)

1. Nu ligger vejen øde
    og håbet ender blindt.
    Før kunne livsmod gløde,
    men nu er hjertet flint.
    For død og sorg har vundet
    gjort troen hul og tom,
    selv lyset er forsvundet
    kun mørket kalder: kom.

2. For alt, som skulle komme
     forsvandt, blev luftkastel,
     og ordene blev tomme-
     nu har vi kun os selv.
     Men midt i dette øde,
     hvor dagen går mod nat,
     da kommer én i møde
     og ser jeg er forladt.

3. Et menneske som giver
    min vandring perspektiv,
    et menneske som bliver
    mit billede på liv.
    Jeg kender ikke manden,
    før livet rejses op
    og Kristus som opstanden
    igen gi´r håbet krop.

4. Da samles alle tråde
    hos Gud, som følger mig,
    og som på sælsom måde
    bli´r håbet på min vej.
    Se, lyset bryder gennem,
    og alt begynder nu,
    fordi jeg hører stemmen:
    ”velsignet være du!”

Måske kan man være så heldig 2. påskedag  at høre en meget smuk og gammel fortælling om 2 menneskers vandring mod byen Emmaus.

Min salme ” Nu ligger vejen øde” er inspireret af denne fortælling. (nr. 831 i salmebogstillægget 100 salmer. Hør melodien her)

Byen er ikke særlig interessant i denne sammenhæng, men det er vejen derhen til gengæld. Det er nemlig den samme vej, som vi alle går på, måske ikke hver dag, men sikkert mange gange i løbet af livet.

Det er den vej, som er belagt med bristede drømme, med fortvivlelsens brosten. Den vej, som ikke har skilte, der viser hvor den fører hen. Måske fører den ingen steder hen, måske er den blind. Der kan være mange andre på den samme vej, men øjnene hos hver enkelt af os er ramt af håbløshedens slør, eller nedslået mod opgivelsens dyb. Da jeg skrev salmen, havde jeg netop set filmen: ”Ringenes Herre”. Hele dette værk handler om en farefuld færd, hvor en ganske lille person bliver bedt om at vandre på den vej, og forsætte uanset, hvor håbløst det hele ser ud. Det bliver ofte til en kamp både mod ydre fjender såvel som indre dæmoner. Måske sad nogle af disse scener på nethinden, da jeg skrev salmen.   

I den gamle oprindelige fortælling sker nu noget meget mærkeligt. Ud af intet dukker pludselig en person op, som lytter til fortvivlelsen, til de bristede drømme, og som også taler om en ny begyndelse, hvor fortvivlelsen ikke er fortegnet for livet, men at vejen faktisk kan betrædes med håb.

I bibelens fortælling er den, som kommer og vandrer sammen med de 2, og samtaler med dem, den opstandne Kristus. Selv om de har fulgt ham, da han levede, genkender de ham mærkeligt nok ikke. Først da de gør holdt for natten, og han velsigner brødet, da åbnedes deres øjne. Netop det, at de ikke genkender ham, gør denne fortælling spændende og aktuel for alle os, der befinder os på håbløshedens vej. For midt på vejen kan vi alle møde et medmenneske, som er villig til at gå sammen med os, villig til at lytte til vores angst for fremtiden, villig til at bære vores byrder og dermed tale håbet ind i vores liv. Måske genkender vi heller ikke den opstandne Kristus, men vores liv får retning, mening, når vi oplever at få et fortegn for næste skridt. Det er vel at være velsignet.

Det er så stærk en håbsfortælling, at den ligefrem har givet navn til en hel bevægelse: Abbé Pierre`s Klunsere, eller som de også hedder: Emmausbevægelsen.

Denne fortvivlelsens vej er ikke kun en vej, vi må gå omkring påsketid. Den kan dukke op på alle tidspunkter i vores liv, og derfor kan ovennævnte salme også synges på alle tider af året. Forhåbentlig som en trøstesalme, en håbs-salme, når livet synes trøstesløst. Nogle har endda kaldt den en hospice salme.   

”Som tørstige hjort” (af Dorte Dideriksen)

Her i Coronakrisen, hvor det ikke er muligt at deltage i gudstjenestefællesskabet, kan man igennem egen salmelæsning alligevel opleve samtidighed med menigheden i mødet med evangeliet. For i salmens direkte tiltale og det syn poesien fremkalder, ledes den enkelte ind i et fællesskab. Netop oplevelsen af samtidighed er ikke kun afgørende for, hvordan vi er kirke her og nu, men også efter at vi er kommet ud af den isolation, vi er underlagt for at begrænse smittefare.

Gudstjenestefællesskabet er båret af salmesang, hvilket gør det nærliggende at se på salmerne som gudstjenestens poetiske teologi. Det er gudstjenestens ord og handlinger, der gør salmerne konkrete, og som giver mange ord, begreber og vendinger, der ellers ville svæve i luften, en fast jordforbindelse. Alligevel kan man godt sidde hjemme i sin egen stue og synge eller læse en salme og på den måde opleve sig som kristen menighed.

Den Grundtvig, der sang ”Midt iblandt os er Guds Rige” eller ”Jeg ved et lille Himmerig”, havde noget helt præcist for øje, som nok er bundet til kulten og gudstjenesten, men samtidig også er et opgør. Den enkelte kan nemlig igennem de salmer, man har lært som kirkegænger eller er blevet præsenteret for andre steder, opleve samhørighed med det kirkelige fællesskab, også ved at sidde derhjemme.

Denne oplevelse af at tilhøre og samtidig være på afstand af et gudstjenestefællesskab, kan fremkalde en higen, sådan som det stærkt poetisk udtrykkes i salmen ”Som tørstige hjort monne skrige”. (DDS 410)

Salmen giver udtryk for den isoleredes situation med ordene i strofe 5: ”når andre til kirke mon gange, da sidder jeg her udi vrå”, mens den fare som ensomheden kan medføre beskrives i strofe 3: ”Jeg er udi hjertet så bange, de afgrunde ligger så nær”.

Det er ikke ufarligt at blive ramt af ensomhed, men salmen bevæger både gennem tiltale og syn den syngende frem til salmens centrale strofe 4:

Du er jo min salighed klippe,
på dig har jeg bygget mit hus…

Grundtvig har med denne salme, som er en gendigtning af Salme 42-43, anvendt klagesalmens struktur som leder frem til, hvordan den søgende finder sin grund og favn i Gud som en klippe. Han gør det også ved at bruge tiltalen og synet, hvorved der skabes samtidighed.

Billedet af den tørstige hjort føjer den ensomt søgende sammen med et naturbillede, hvor tørst naturligt hænger sammen med liv. På den måde bevæges synet væk fra den enkeltes egen tørst til et fælles grundvilkår. Billedet vækker oplevelsen af samtidighed, og det samme sker i strofe 6 med den direkte tale ”lad skride de nætter og dage, og bi på din Gud, som du må”, hvorved det første bud ”Du må ikke have andre guder” indskærpes.

Netop samtidighedsbegrebet synes med baggrund i Grundtvigs salmedigtning, at kunne åbne for en ny og vedkommende refleksion af, hvordan vi kan være kirke her og nu, hvor det sakramentale fællesskab er sat på vent, idet kirkefællesskabet for en tid er lukket.

I sidste strofe 7 digter Grundtvig om, hvordan den syngende, i længsel efter Gud, omsider er nået frem til sit mål:

Hans lys og hans sandhed skal føre
mig op til hans tempel i fred,
dér ordet mit hjerte skal røre,
og glemme jeg skal, hvad jeg led;
ja, selv skal jeg røre min tunge,
til salmer for Herren at sjunge,
til lov og til pris for min Gud.

For som Grundtvig netop udfolder i denne salme, så er længslen efter gudstjeneste og salmefællesskab ikke et isoleret fænomen. Det er ikke meget anderledes end den higen og tørst som ethvert menneske kan rammes af, når man af den ene eller anden grund ikke kan være der, hvor man gerne vil være.

Lige nu rammes mennesker i langt mere omfattende grad end ellers af oplevelsen af at være ensomt søgende. Salmen ”Som tørstige hjort monne skrige” har den sjælesørgeriske styrke, at den enkeltes længsel fastholdes som en fælles tørst, hvorved isolationen brydes.

Guds nåde er en vintergæk (af Bo Bergholt Grymer)

”Guds nåde er en vintergæk” er en af Simon Grotrians utallige smukke salmer. Salmen er et godt eksempel på Grotrians stramme og kortfattede, men samtidig billedrige og stemningsmættede stil. Fire vers udgør hele salmen, hvilket kan synes af lidt her i Grundtvigs fædreland. Men ser man nærmere på versene, opdager man, at de sproglige billeder står knivskarpt og med en betydningstæthed, som der kunne skrives mangfoldige prædikener over. Hvert af de fire vers indledes med en beskrivelse af henholdsvis ”Guds nåde”, ”Guds rige”, ”Guds øje” og ”Guds kærlighed”. Alle med overraskende billeder fra det helt nære og trygge til det store og mægtige, som kalder på undren og åbner nye perspektiver. Det mest konkrete billede er det første, ”Guds nåde er en vintergæk”. Ja, billedet er faktisk så konkret, at man straks tænker metaforisk. Ifølge den Store Danske Encyklopædi er en metafor en ”overføring af ord eller udtryk fra deres normale anvendelse til en sammenhæng, der fremkalder ny, billedlig betydning.” Den overraskende sammenstilling af Guds nåde og vintergækken fremkalder uvilkårligt nye billedlige betydninger, idet man ganske naturligt begynder at tænke over, hvad vintergækken mon egentlig repræsenterer. En oplagt intertekstuel reference, som kan spille med i disse overvejelser er ”En rose så jeg skyde”. Ligesom Grotrian beskriver Guds nåde som en blomst, der vokser op i vinterens kulde, skyder rosen i den kendte julesalme også op af den frosne jord midt i den kolde og mørke vinter. Rosen i julesalmen er som bekendt et billede på Kristus selv, og sådan kan den indledende verselinje i Grotrians salme også læses. Men den kan også forstås på en anden og mere konkret måde. Simon Grotrian sagde selv om fortolkere af hans salmer, at de ofte ikke kunne se skoven for bare træer, og at der derfor ofte gik ”fortolker-Holger” i den. For det kunne jo også være, at betydningen af ordene er meget mere ligefrem. At Guds nåde faktisk er en helt konkret vintergæk, som skyder op af den frosthårde jord med sin hvidgrønne krone. Så handler det ikke om, hvad den overraskende sammenstilling egentlig betyder, hvad vintergækken egentlig er et billede på. Det overraskende i sammenstillingen ligger derimod i at skulle se vintergækken i sin have eller i vejgrøften med helt nye øjne. Nemlig som en nådeshandling fra Gud. Som et konkret udtryk for Guds nåde, der oplader sindet og varsler lysere tider på en kold og mørk vinterdag. Merbetydningen ligger med andre ord ikke bag, men i vintergækken selv. I alt det, den rummer med dens ligefremme nærvær og ukuelige livskraft. Vintergækken er bare en vintergæk og netop derfor et enkelt og stærkt udtryk for den nåde, som hele skaberværket er. At kunne se dette, er at kunne se verden med troens øjne. Og at synge eller læse Grotrians salmer kan betragtes som en livslang øvelse i at se med dette blik. En øvelse i oprigtigt og helhjertet at kunne synge ”Guds nåde er en vintergæk” uden at behøve at tænke på andet end en enkelt vintergæk. Næste verselinje, som lyder ”den er din fostergave”, kan ligeledes forstås konkret. Blomsten på en vintergæk kan, som professor emeritus Kirsten Nielsen har gjort opmærksom på, vække associationer til en fosterhinde.[1] Og vintergækken er som hele skaberværket en ganske konkret gave, som er givet os fra undfangelsens øjeblik og som fortsat skænkes os for intet.                            

Simons Grotrians salmer betragtes ofte som svære at forstå, fordi de virker indviklede og komplicerede. Men det forholder sig oftest omvendt. Nemlig at grunden til, de kan være svære at forstå, er, at de er så enkle og ligefremme og beskriver verden med et blik, som vi har aflagt os for længe siden. Jeg præsenterede engang en anden af Grotrians salmer for en 3. klasse og spurgte dem om, hvad det mon kunne betyde, når han skrev, at ”Guds himmel er en redningsvest”. Mange hænder røg i vejret og den første, jeg udpegede, udbrød: ”Det er da klart, den er fyldt med luft!” Guds himmel er en redningsvest fyldt med oppebærende luft. Så enkelt og meningsfuldt. I hvert fald for et barn.

I det første vers ser vi, at salmen er en fastesalme: ”med fastetidens bøn / blir Jorden atter grøn”, som varslet af den trodsige vintergæk. Vinteren kan både være årstiden og en indre sindsstemning: ”og er du ved at dø af skræk.” En lammende tilstand, hvor angsten oversvømmer en, og man ligesom salmisten må råbe: ”Frels mig, Gud, for vandet når mig til halsen, jeg er sunket i bundløst dynd og kan ikke få fodfæste. Jeg er kommet ud på det dybe vand, strømmen skyller sammen over mig.” Nødråbet i Salme 69 afsluttes dog med en lovprisning og tak til Gud for at blive bønhørt. På samme måde afslutter Grotrian første vers med erfaringen af Guds nærvær midt i hjertets vintermørke. For netop hér er Han nær med nådens vintergæk, så man midt i ensomheden ”besejres… af mod” i erfaringen af troens tosomhed.

Det andet vers omhandler Guds rige, der indledningsvis beskrives som en ”ammesø der spejler himlens fugle”. Man kan fornemme bjergprædikenen klinge med i de første to vers’ beskrivelser af havens vintergæk og himlens fugle. Men hvad er en ”ammesø”, som Guds rige sammenlignes med? Her støder vi på endnu en af Grotrians sproglige nyskabelser, som – meget bevidst – skaber en række associationer uden at lægge sig fast på én bestemt betydning. Billedet rummer tanken om overflod, ligesom en amme, der har mælk nok til et andet barn end sit eget. Og mon ikke Simon Grotrian her med et glimt i øjet spiller på ordet ”ammesøer”, som er søer, der tager sig af grise fra andre søer, som ikke har overskuddet til at tage sig af alle sine egne grise. Efter dette skæve grotrianske billede kommer et nyt: ”Guds rige er en englekø / om denne skøre kugle.” Vores verden er netop skør i begge betydninger, utrolig og forunderlig samt meget skrøbelig, som vi til fulde erfarer i disse år. I første vers hørte vi om, hvordan man selv i ensomheden kan erfare et fællesskab i troen. Nu hører vi også om et andet fællesskab ud over troens vertikale, nemlig om det horisontale fællesskab. Dér hvor vi uanset klasse og baggrund, ”i hytte og i borg” som det grundtvigsk formuleres, deler livsvilkår med hinanden. Dér hvor vi alle i større eller mindre grad kender til nattesorgen: ”og flere end du selv / har grædt i dette skælv.” For hver eneste af os, der er gået i stå i vintermørket, gælder håbene, der kan massere fastfrosne hjerter og kroppe tilbage til livet og livsglæden igen.

De sproglige nyskabelser fortsætter i vers tre, som indledes: ”Guds øje er en tordensol.” Selvom næste verselinje bedyrer, at tordensolen skinner for at gavne, så ligger der også noget potentielt truende i billedet. Man kommer uvægerligt til at tænke på religionshistorikeren Rudolf Ottos begreb om det numinøse, hvor guddomsmagtens nærvær beskrives som et på én gang fascinerende og ærefrygtindgydende mysterium. At blive oplyst af Guds blik er også at blive gennemlyst og gennemskuet, og hvem kan holde til dette lys! En anden reference kunne være H.C. Andersens eventyr ”Boghveden”, som Simon Grotrian satte stor pris på. Heri beskrives det, hvordan man i lynet kan se ind i Guds himmel, men at det syn er farligt og kan gøre selv mennesker blinde. Den stolte og overmodige boghvede på marken vil dog ikke bøje sit hoved og lukke sig sammen som de andre blomster og træer. Den vil derimod se direkte ind i Guds himmel, når lynet kommer. Og da det endelig sker, og det var ”som hele verden stod i ildslue”, blev boghveden naturligvis brændt kulsort. Når Grotrian skriver, at tordensolens tvetydige lys skinner for at gavne, tænker han ganske givet på, at Gud ønsker at retlede os mod det gode menneskeliv med både lovens og evangeliets virkemidler. Guds retfærdige lovbud er en slags færdselsregler for vores liv med hinanden, som står og blinker med advarselsskilte, når vi bliver for hovmodige eller glemmer at tænke på næstens ve og vel. Dette lys står heldigvis ikke alene, da vi også har nådens lys, som første vers omhandler. Men nådens lys er netop ikke kommet for at ophæve loven, men for at stadfæste den. Evangeliet giver loven ret, når den igen og igen påpeger vores overtrædelser af livets gudgivne færdselsregler. Ellers var evangeliets budskab om tilgivelse netop overflødigt! At lovens Gud også er evangeliets vidner de næste verselinjer om: ”Guds øje er en samlepol / for døbefontens navne.” Navnene nævnt i dåben glemmes aldrig, men står samlede hos Gud, for hans blik, hvor de igen engang endeligt skal forsamles. De næste verselinjer lyder som en genklang af Grundtvigs påskesalme ”Tag det sorte kors fra graven”: ”med smertens briller ser / du englene, der ler / så tænd dit morgensmil / og glem den skarpe pil / der mangler noget mere.” Hos Grundtvig lyder det i vers tre: ”Se Marie Magdalene! / Hænder nys hun vred i gru / sukked, til at røre stene: / Hvor, ak, hvor er Herren nu? / Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I den grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” Morgensmilet er påskemorgens englelatter, der vidner om ”noget mere” end dødens skarpe pil. Men morgensmilet er stadig et smil på trods, med smertens briller igennem tårer her øst for paradis.

Salmens sidste vers omhandler Guds kærlighed. En kærlighed, der ”er skænket dig på begge hemisfærer.” Hemisfærer betyder ”halvkugle” og kan både betegne jordens to halvdele og de to halvdele af menneskets hjerne. Hermed understreges gudskærlighedens altomfattende karakter. Den er universel, er skænket til hele jordens befolkning, og den er skænket til mennesket i både sproglig og visuel form. Den universelle karakter af Guds kærlighed betones også i næste verselinje med ordene: ”den ryddede en alfarvej.” En alfarvej er et gammelt ord for en hovedvej, der måtte benyttes af alle i modsætning til konge- og hærveje, som var for de privilegerede få. At finde og følge denne hovedvej må vi lære af Jesusbarnet, som åbenbarede en altfavnende kærlighed, der gennembryder vores menneskelige grænsedragninger. Jesus er kærlighedens læremester, der viser os en guddommelig kærlighed, som bliver ved også ”dér, hvor foden gled.” En kærlighed som også kalder på vores efterfølgelse. På at vi tager stafetten op og bærer den videre til en fremmed ven. At have Jesus som læremester er nemlig at lære at gå ind i en kærlighedsøkonomi, hvor der øses af et uindhenteligt overskud. Guds kærlighed er ikke en afgrænset størrelse, som vi må nøjes med at beholde for os selv eller videregive i afmålte doser. Vi skal, som Luther skriver, derimod være ”små kristuser” for hinanden, som øser af det overskud, vi i troens forening med Jesus Kristus har fået del i. For først hér – i modtagelsen og videregivelsen – fuldbyrdes gudskærligheden. Den sidste verselinje i hvert af de fire vers, som alle rimer på hinanden, vidner netop om troens mange dimensioner. Fra fællesskabet med Gud, åbenbaret i Kristus (”ene er vi flere”) over troens levendegørende håb (”lad håbene massere”), som peger ud over denne verdens sorg og forgængelighed (”der mangler noget mere”) til troens kald på efterfølgelse i overdragelsen af kærlighedsstafetten (”lad hænderne passere”).


[1]  Nielsen, Kirsten (2007), Der flammer en ild. Gudsbilleder i nyere danske salmer, Aros Forlag, 277.

Vi fejrer påske i kirken

Månedens salme er også vinderen af påskesalmekonkurrencen.
“Vi fejrer påske i kirken” er skrevet af Thomas Lennert. Den udmærker sig ved at være en vaskeægte ørehænger. Både tekst og melodi understreger den pointe at påske er livets fest!

Salmen indeholder seks vers, som i et enkelt og ligefremt sprog gennemgår påskes begivenheder. Det er oplagt at gøre noget ud af at indøve omkvædet, så selv de mindste kan være med.