Der flammer en ild over hav og jord (af Kirsten Nielsen)

Hvad skal vi synge til pinse?

Hvem kan forestille sig en pinsemorgen uden Grundtvigs dejlige salme “I al sin glans nu stråler solen”? Her smelter dansk sommer, Paradis og Helligånd sammen i et jubelkor uden lige. Og mon ikke også vi skal genopleve pinsedagens begivenhed sammen med apostlene, som sad i Jerusalem “og bied på Herrens time”. Det er salmer, som næsten synger sig selv, for vi kender dem så godt.

Netop derfor er det vigtigt, at vi ind imellem vælger også at synge en ikke så kendt salme, der får os til at standse op og undre os.

For en del år siden læste jeg Vibeke Gundelachs pinsesalme “Der flammer en ild over hav og jord”, som nu også findes i 100 salmer. Et salmebogstillæg (2016) og på Salmedatabasen her. Det blev en salme, som jeg er vendt tilbage til igen og igen:

                      Der flammer en ild over hav og jord,
                      det luer i forårsnætter
                      langs himlenes rand bag den spejlblanke fjord
                      og vågnende morgensletter.

                      Der strømmer et lys gennem sjæl og sind
                      i tindrende øjeblikke
                      som havenes dyb i den blånende vind
                      og kildernes klare drikke.  

                      Der jubler mod himle en lærkesang
                      hvor nætterne dør og viger,
                      som steg af vort hjerte dets inderste trang
                      ad morgenens himmelstiger.

                      Almægtige Kristus, din ild af ånd
                      skal tværs ind i hjerterne ramme
                      og sprænge vor selvsyges snærende bånd
                      i levende himmelflamme.

                      Der flammer en ild som er helt af dig
                      i isnende vinternætter:
                      dit kors er den levende ånd på vej
                      fra Gudssolens morgensletter.

                      Der strømmer i flammende soles bånd
                      din evigheds øjeblikke
                      fra havenes dyb, hvor dit lys af ånd
                      blev levende vand at drikke.

Gundelachs salme er oprindelig udgivet i salmesamlingen, Som havets lys. Vestjydske salmer IV, 1990, nr. 20. Titlen afspejler, at hun i den sidste del af sit liv boede i Houvig nær Ringkøbing, tæt på klitter og Vesterhav. Hendes pinsesalme er præget af nærheden til naturen. Den begynder en tidlig morgen, hvor lyset flammer som ild over hav og jord. Salmens første tre strofer er fulde af glæde over morgenen og lyset, der strømmer helt ind gennem “sjæl og sind”. Gennem forskellige naturbilleder forbinder hun jord og himmel, som når vores morgensang sammenlignes med lærkesangen, der bevæger sig fra hjertet op ad “morgenens himmelstiger”.

Mens første del af salmen kunne tolkes som udtryk for ren naturglæde, viser de sidste tre strofer, at den flammende ild ikke kun er solens lys en tidlig morgen, for i salmens anden del gentages motiverne fra første del, men nu med en merbetydning, fordi de knyttes til Kristus.

Strofe 4 begynder med ordene: “Almægtige Kristus, din ild af ånd”. Adjektivet almægtig kan overraske i denne sammenhæng, for almagten knyttes som oftest sammen med Gud Fader. Men Gundelach tænker formentlig på Jesu afskedsord til disciplene lige inden himmelfarten: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden…” (Matt 28,18). Ordene ild og ånd vækker mindelser om apostlenes oplevelse den første pinsedag, hvor de modtog Helligånden i form af tunger af ild. Men hos Gundelach er det Kristi “ild af ånd”, der skal “sprænge vor selvsyges snærende bånd”. Ild bruges i Bibelen ofte som et middel til at rense ud. Her skal der også ske en form for renselse, så vi kan befries for vores egoisme.

I strofe 5 føres ildmotivet videre. Her forstår jeg ilden som et billede på den lidenskabelige kærlighed, for straks efter nævner Gundelach korset, som er det ultimative tegn på Kristi kærlighed. Nok betyder korset død; men i hendes perspektiv er det desuden “den levende ånd på vej /  fra Gudssolens morgensletter.” På den måde knytter Gundelach påskens og pinsens begivenheder sammen: Pinsen med åndens komme har sin forudsætning i Jesu korsdød og hans opstandelse ved solopgang påskemorgen.

I salmens sidste strofe vender vi tilbage til sollyset i form af “flammens soles bånd”. Sollyset omgiver “din evigheds øjeblikke”. Kristi tid er både evighed og øjeblik, udstrækning og intensitet. Og så kvalificeres lyset endnu engang, når det i næste linje kaldes “dit lys af ånd” (jf. Jesu beskrivelse af sig selv som “verdens lys” i Joh 8,12). Evigheden kommer fra havets dyb, og hvor havdybet ofte i bibelsk sammenhæng forbindes med det kaotiske, så bliver havet for Gundelach stedet, hvor “dit lys af ånd / blev levende vand at drikke”. Fra havet fører Gundelach tanken videre til det vand, som Jesus selv kan give, og som han taler om i beretningen om den samaritanske kvindes møde med ham ved Jakobs brønd (Joh 4,10).

Det er karakteristisk for Gundelach, at hun i sin salme skaber sammenhænge på kryds og tværs. Temaer gentages og varieres ned gennem salmen. Naturen og de bibelske beretninger kommer i dialog med hinanden. Og bibelske forestillinger, som dogmatikere ofte holder adskilt, knytter Gundelach sammen. Her kaldes Kristus for almægtig, sådan som Gud Fader oftest betegnes, og Kristus forbindes med Helligåndssymbolet, den flammende ild, så pinsen får mening på baggrund af påsken.

Det er ud fra Kristusskikkelsen, vi skal forstå salmen. Vibeke Gundelach skaber en poetisk helhed  ved hjælp af de gennemgående billeder, der gør salmen lys som morgenen, lidenskabelig som ilden og forfriskende som vandet.