Svein Ellingsen (1929-2020) mindeord af Holger Lissner

Den norske salmedigter Svein Ørnulf Ellingsen, som døde palmesøndag efter lang tids svaghed, var en stor ven af Danmark, idet han gentagne gange har været på studie- og skriveophold i Danmark, og han har også sat sig varige spor her i landet med de elleve salmer, han har med i Den danske salmebog.

Jeg må have mødt ham første gang i 1976, hvor han var på Løgumkloster refugium og kom over på højskolen for at høre foredrag, men jeg lærte ham først for alvor at kende i januar 1978 på stiftsgården i Båstad i Sverige, hvor han var med til arrangere et nordisk salmeværksted, hvor langt de fleste af dem, som har skabt salmefornyelsen i Norden, var samlet til en intens uge. For en nybegynder som mig, der ikke havde ret meget at komme med, var det med følelse af at være en spurv i tranedans, men også en kolossal inspiration at møde Svein Ellingsen, Anders Frostenson, Harald Göransson, Britt G. Hallqvist, Egil Hovland, Trond Kverno, Eyvind Skeie, Åke Haavik og mange flere. Det var det også for Svein: ”for mitt vedkommende vil jeg si, at det er noe av det mest inspirerende jeg har opplevd».[1] Her oplevede vi, hvordan det spirede og groede i Sverige og i Norge, som var begunstiget med en række fremtrædende salmedigtere og –komponister.

Jeg kendte adskillige af hans salmer i forvejen, og han nogle af mine, og jeg kunne mærke, at her var der en salmetone, som var anderledes end danske salmer og andre norske salmer. Nok var den dybt beslægtet med den gamle salmetone, men den havde også en anden tone af personlig smerte, gennemlyst af depressioner og personlige sorger. Han citerer et sted både Brorsons ”når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge” (DDS 109,6), og Ibsen, der lader en af sine personer sige: ””Jeg fikk sorgens gave, derfor ble jeg skald” (Kongsemnerne).

Han har skrevet en karakteristisk salme ”Under sygdom” med mottoet ”Mennesket har rom i sitt hjerte, som ennu ikke eksisterer, og lidelsen trenger inn i dem for at de skal begynne å eksistere». Leon Blum.  Selve salmen begynder:

                      Mens jeg her er tatt til side,
                      vil jeg i de lange timer
                      søke å nå frem til klarhet
                      over ventetidens nåde.

                      Herre, mens jeg her er bundet,
                      ber jeg om en indre frihet,
                      slik at smertens tunger bølger
                      aldrig lammer mine tanker.

                      Takk for livets egen nåde
                      som er gjemt i smertens rytme:
                      Bølgeslag som stadig tiltar
                      skal bli efterfulgt af ebbe.   

                      ….                                (Det skjulte nærvær s. 74)

Det er denne stilfærdige inderlige tone, så ægte og selvoplevet, der betager mange, og som gør, at Svein Ellingsens salmer er nået langt ud over Norges grænser, og også er blevet elsket her i Grundtvigs fædreland. Nogle i Danmark kaldte ham fersk, da han kom så talstærkt med i salmebogen. Det var han meget ked af og uforstående overfor. Men jeg kunne trøste ham med, at det ikke er så vigtigt, hvad kritikerne siger, som hvordan folket vælger. Og hans salmer bliver sunget. Stærkt står navnlig dåbssalmen ”Fyldt af glæde” (DDS 448), som er blevet den mest sungne dåbssalme i vor tid. Og den får en særlig dybde, når vi ved, at den er skrevet halvandet år efter, at hans datter Margrethe seks år gammel blev dræbt ved en trafikulykke. Da deres næste barn skulle døbes. ”Dåbens lys er tændt, når livets slukkes.”

Salmerne kom ikke nemt til ham. Adskillige salmer begyndte som forsøg og måtte lægges til side, men blev siden taget op igen, måske tyve år efter, før de fandt den form, han drømte om. Det gælder for eksempel salmen ”Herre, når din time kommer” (DDS 277), som han påbegyndte i 1956 under et ophold på Sigtunastiftelsen, men ikke var tilfreds med. Først under et ophold tyve år senere på Løgumkloster refugium i 1976, kom den til ham, da han på højskolen hørte professor Regin Prenter tale om det kristne håb, ”og den gjennomlyste talen kunne lignes med en ikon med bilder af vårt liv i lyset af den herliggjorte Kristus.” Han gik lige hjem til refugiet og skrev den,  ”- om ikke i den syvende himmel, så i hvert fald i den sjette[2].

Svein var uddannet som maler fra Statens Kunstakademi. De billeder, jeg har set af hans, er stilfærdige, meget ofte med en blå tone, omhyggeligt udarbejdet, med en stor fred i sig. Men de har efter min mening ikke helt den samme enkle styrke som hans salmer. Engang, vi besøgte ham og hans kone Ingegjerd i Saltrød, viste han os sin samling af malede æg nede i arbejdsværelset i kælderen. Og de er så fine, så fint malet. Forsigtigt og nænsomt.

Han var også en dygtig og aktiv hymnolog og et centralt medlem af den norske salmebogskommission, ligesom han også var en markant bidragyder til den norske salmebog 2013, hvor han har 43 salmer og 15 oversættelser. Og han opnåede i 1976 den særlige hæder at komme på finansloven som salmedigter! Det siger noget om hans stilling i Norge. Også internationalt var han engageret i hymnologikonferencer rundt om i verden.

På én måde var hans sprog traditionelt, men han eksperimenterede også med at skrive urimede salmer, fordi han ligesom så mange andre kunne køre træt i de forslidte kristelige rim dåb-håb-råb. Når vi synger ”Fyldt af glæde over livets under”, er der ingen, der tænker over, at versene ikke er rimede. Strukturen er så klar, at det alligevel bliver poesi. Og når vi synger hans meget smukke ”Vi rækker vore hænder frem” (DDS 367) ”, tror vi i begyndelsen, at den også er urimet, men opdager lidt efter lidt, at rimene ligger fra vers til vers, så det sidste ord i et vers rimer med sidste ord i første linje af næste vers.

At få julebrev fra Svein var en oplevelse. For det første var konvolutterne kalligraferet med den fornemste skrift og frankeret med smukke norske frimærker, og for det andet var brevene fulde af gode citater og oplevelser af de billeder, han var rejst ud for at se, og som han fik utrolig meget ud af. Eller overvejelser om f.eks. det at blive gammel: ”Det er vel en allmenn erfaring at dess eldre vi blir, dess vanskeligere er det å utholde tanken på alt det grusomme i verden. Og tanken på virkeligheten, den lidelsesfulle verden vi lever i , kan bli en alvorlig snublesten for troen. Jeg er ikke grubler av natur, men de ubesvarte spørsmål presser ofte på. Da må jeg tenke på en scene fra den bevegende filmen «Gud och mennesker», der prioren i det lille klosteret, i en forferdelig situasjon legger klosterbrødrene disse ord på sinne: «Vi kjenner ikke Guds mysterium». Jeg tenker også på noe som står i et av Paal-Helge Haugens dikt: «Verden er forsegla – ei meining med lukka omslag». Og jeg må stadig vende tilbake til et ord af Carl Fredrik Engelstad: «Gå til ro i gåten!» Det betyr ikke å resignere, men å akseptere menneskelivets vilkår – at «verden er forseglet». Men som Carl Fredrik Engelstad sier gjennom sitt forfatterskap, gjennem tro og kjærlighet, skal vi komme det gåtefulle inn på livet, uten å fortvile over alt det vi ikke kan forstå.» (Julebrevet 2011).

Men det er navnlig hans fine salmer, jeg vil huske ham for. En salme som ”Vær stærk, min sjæl, i denne tid” (DDS 635) er også skrevet kort efter, at han mistede sin datter, og den har ord, som kan bruges på og bære igennem mange smerter. Den er en af den slags, der melder sig, når vi står over for det ubærlige. For den peger frem, når digteren siger til sig selv:

Vær stærk, min sjæl, i denne tid,
når du har tungt at bære!
Hold ud i prøvens stund og lid
de døgn, du går i lære.
En dag til slut
blir mørket brudt
af lyset fra Guds fremtid.

Se mørket blir din modningstid!
Hold ud, til natten vender!
Se bort fra angst og indre splid,
du er i gode hænder.
Se, du er fri
og lever i
Guds løfterige fremtid.


[1] Hymnologiske meddelelser 1999, 1. s. 23

[2] Barn af huset. Nogle tanker af mit tekstforfatterskab. Hymnologiske Meddelelser 1999, nr. 1

Krig og Corona -Børnegudstjeneste om fællesskab eller udholdenhed

I år er det 75-året for Anden verdenskrigs afslutning. Det markerer vi – eller det skulle vi have markeret – rundt om i landet med alsang, foredrag og særlige arrangementer for børnene i skolerne. Men midt i det hele har corona-virussen ramt os, som for en stund har lukket alt ned. På den ene side er vi adskilte og fællesskabet er aflyst. På den anden side har fællesskabet og omsorgen for hinanden aldrig været tydeligere end nu, hvor vi for fællesskabets skyld holder os inden døre for at passe på hinanden.

Børnene mærker ligesom de voksne, at der er noget meget anderledes på færde for tiden, som på sin vis kan virke truende og utrygt. De er afskåret fra venner, skole og fritidsaktiviteter, og de kan derfor – på samme måde som voksne – have brug for at reflektere over situationen.

Når vi kommer på den anden side, skal vi derfor sætte ord på det hele; mørket, utrygheden, uvisheden, men også holde håbet op og fejre friheden og fællesskabet. Både det fællesskab vi for 75 år siden genvandt ved krigens afslutning, og de sorte mørklægningsgardiner blev revet ned og vi igen kunne færdes frit på gaderne, og det fysiske fællesskab vi i år over en periode har været afskåret fra på næsten samme måde.

Forslag I
Børnegudstjenesten kunne tage udgangspunkt i legeme-lemmer-tanken fra 1. Kor. 12,12-27, eller Johannesevangeliet 15 om vintræet og grenene. Vi er alle lemmer på det samme legeme. På godt og ondt. Ingen lemmer kan undværes, hverken når vi skal holde afstand eller når vi skal sørge for at holde os tæt. Der er brug for alle med-lemmer, hvis legemet skal være intakt og fungere ordentligt. Og samtidig er det samlende legeme også vores håb og vores tro, der hvor vi ellers måtte føle, at alt smuldrer fra hinanden. Vi må holde fast ved at Gud er den der samler os alle, og er med os alle, som han lovede os ved døbefonten.

Indledende kunne man synge Flammerne er mange (DDS 335) om at være mange forskellige grene, flammer og lemmer, samlet på én og samme krop: Kristus! Salmen slår fællesskabstanken an.

Hvis man vil synge utrygheden og uvisheden, kunne man synge Krogsdals Helt inde i mit stille bryst (salme om at være bange). Salmen er særligt stærk, hvis forældrene tør synge med, fordi den italesætter det lille barn inde i enhver af os – barn som voksen – som har brug for håb og fred, i en mærkelig verden. Og vi kan alle have det som om verden ender.

Hænderne kan vise os, at vi holder sammen og er forbundet, ved at holde i hånd. Jeg holder din hånd i min håndkunne være en åben trossalme og troshandling – at holde i hånden – næsten som en provokation, lige op i krigens og coronasmittens ansigt: du skal ikke forhindre os i at holde hinanden i hænderne (i overført og konkret forstand).

Og til slut kunne man trumfe glæden og (forældrene) kunne synge Syng hvert barn på vej og gade”. Syng, dans, gro og flyv på trods!

Forslag II
Man kunne også gå i en anden retning og tale om udholdenhed i en trængselstid. Her ville det være oplagt at tage fat i fortællingen om Moses og israelitterne, der vandrer igennem havet. De er trængte, da de står med foran det lukkede hav med den egyptiske hær lige i hælene. Den følelse kender vi alle: at vi hverken kan komme frem eller tilbage. Men som fortællingen skrider frem oplever Moses og israelitterne, at Gud skaber en vej gennem det utrygge og mørke hav. Hverken over, under eller ved siden af mørket: men igennem mørket.

Kan glæden udeblive? Børn vil måske spørge mere jordnært: bliver det nogen sinde godt igen, når der er krig og coronavirus? Udholdenhed er et tema i trængselstider. Vi er ikke gode til at holde smerte ud, og undervejs kan vi have brug for at blive styrket i troen på, at Gud følger med os i det hele – som en lyssøjle eller som en hånd, vi kan holde fast i.

Man kunne synge (foruden de ovennævnte)At holde en sten i hånden”. For når vejen er lang og øde, og vi ikke ved af dagen i morgen, er det godt at vide, at Gud følger med os. Ikke reder os, men er der sammen med os!

Man kunne også synge et enkelt vers af Altid frejdig (DDS 784) “Aldrig rad for mørkets magtsom både har historik ift. anden verdenskrig, men også italesætter troen og bønnen (fadervor), som Jesus har givet os, og som vi må holde fast ved, selvom mørket står omkring os som høje mure.

Må din vej gå dig i møde” måske særligt vers 1 og 4 i forhold til den lange vandring og udholdenheden.

Simon Emil Koefoed

Salmer til digitale gudstjenester (Af Mads Djernes)

Hvis man som præst og kirkemusiker gennem de seneste uger har forsøgt sig med korte, optagede gudstjenester, har man sikkert også været bevidst om, at de ikke skulle være for lange. Det er vigtigt ikke kun at lade det talte ord fylde, men også inddrage salmerne, så noget af gudstjenestens interaktivitet opretholdes – og det skulle da også være mærkeligt, hvis folkekirken ikke greb denne chancen i en tid, hvor fællessangen – hver for sig – med god ret har vundet et solidt fodfæste.

Derfor er her et bud på, hvordan man kan anvende enkelte salmer i de korte gudstjenester – og eventuelt gøre noget ud af at udlægge deres indhold i forkyndelsen, således at koblingen mellem salme og prædiken bliver tættere end vanligt. Det er en anden situation end den daglige, hvor et ensemble af salmer skal følge et liturgisk forløb og samlet set bringe forskellige vinkler på dagens tekst(er) – så her er udvalgt enkelte salmer blandt de mange, som kunne være relevante til den pågældende helligdag. Til hver dag er nævnt en ældre salme fra DDS samt en nyere salme fra salmebogstillægget 100 salmer – alle er de at finde her på salmedatabasen.

1. søndag efter påske kunne man synge Sthens Den mørke nat forgangen er (736). Salmen hører til i påsketiden derved, at ”den mørke nat” kan tolkes som tiden før påske, der nu er forbi samt naturligvis derved, at påskemorgen nævnes i tredje vers. En kobling til dagens tekst ligger i, at fjerde og femte vers’ tale om befrielse fra mørkets bånd og om, at natten nærmer sig, kunne referere til evangeliets tale om, at en anden skal binde op om Peter, når han bliver gammel. Det gentagne omkvæd ”Gud give os lykke og gode råd” kan referere til Peters gentagne svar, der går gennem evangelieteksten som et slags omkvæd. De(t) ’gode råd’ kunne være Jesu gentagne ord til Peter om at være som en hyrde – altså vogte fårene; jævnfør andet vers’ ”fri os af alskens fare”.

Man kunne også lade påsken klinge videre på en mere eksplicit måde med Leif Rasmussens Nu ligger vejen øde (831). Den synes at fange den tiltagende fortvivlelse, som nærmest lyser ud af Peters svar på Jesu spørgsmål. Salmen tolker på sin vis Peters manglende forståelse i første vers’ afsluttende og emfatiske ”kom”, jævnfør evangelietekstens sidste ord. Tredje vers’ tale om håb kommenterer Jesu forklaring i evangelietekstens sidste del, mens ordene ”Gud, som følger mig” udtrykker den evangeliske trøst, der modsvarer Jesu udfordrende spørgsmål til Peter.
[Bemærk at salmedigteren for kort tid siden skrev en klumme om netop denne salme. Læs den her. Red.]

2. søndag efter påske er det hyrdetemaet, der er i centrum. Sl 23 vil for mange være en så kendt tekst, at man kan referere til den uden at have læst den. Selv om flere salmer er skrevet over denne tekst, er det denne dag Paul Gerhardts Skulle jeg dog være bange (667), der er valgt. Hyrdemotivet er ikke kun eksplicit berørt i sjette vers, det ligger også implicit i, at salmen synges på julemelodien til Hjerte, løft din glædes vinger (114), hvor englesangen klang underfuld over hyrderne på marken. Skulle jeg dog være bange anslår en himmellængsel, som finder sit anknytningspunkt i evangelietekstens efterfølgelsesmotiv, og sjette vers bringer de to ord, som nærmest er blevet en kristen talemåde: ”Gud i vold”, og som nok er en prædiken værd. Endvidere gør den syngende i de to første vers Jesu ord om det, han er givet og som ikke kan rives ud af hans hånd, til sine egne.

Anderledes enkelt skriver Hans Anker Jørgensen i Gud i livets dybder (887), at vi skal være hinandens hyrder – og knytter derved an til dagens hovedmotiv i bydeform. Slår jøderne ring om Jesus, fordi de leder efter noget at holde fast i, eller fordi de i virkeligheden beder om afklaring? Sådan kunne man med første vers godt tolke evangelietekstens indledning – de var trods alt tæt på gudsdyrkelsens epicenter, Jerusalems tempel. Næstekærligheden som en fortolkning af hyrdemotivet ligger lige for, og med ordene om ”Guds brodersmerte” kobles hyrdemotivet til langfredags tolkning af Kristus som Guds lam på den måde, at solidariteten udtrykkes i et familiebillede (jævnfør Jørgensens egen Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! (197)).

3. søndag efter påske er der to evangeliske ’billeder’ på færde: Guds hus med de mange boliger og Jesus som vejen, sandheden og livet. En af de ældste danske salmer, Sthens Du, Herre Krist (52), taler ind i det første billede med tredje vers’ ord ”hvad nød er der, hvor du er nær” og udfolder i det følgende vers hvordan det er at være hvor Jesus er. Desuden viser salmen en tillid til Kristus, som kan være den syngendes svar på evangeliets tiltale – en tillid, som har gjort den til en af de helt store begravelsessalmer, selv om den muligvis ikke synges så ofte mere i den forbindelse.

Det andet billede udfoldes implicit i Ole Sarvigs Se, hvad jeg har til dig som gave (894). Andet til fjerde vers udgør en ’vej’, ad hvilken den syngende har bevæget sig i sit liv, inden han eller hun vender sig mod et Du (Jesus?), der havde været ”med os alle dage” (jævnfør dåbsbefalingen). Samtidig er disse vers en slags ’trosbekendelse’, der dermed refererer til troen som evangelietekstens ’sidemotiv’. Sjette vers’ kursivering af ”den, som er” henviser muligvis til det afsluttende vers i dagens lektielæsning, hvor Gud svarer Moses: ”jeg er den, jeg er” – men kan naturligvis også referere til de gange, hvor ’jeg er…’-formuleringer forekommer i evangelieteksten.

Bededag er en underbelyst dag i kirkeåret som følge af, at dagen er blevet den vel nok mest populære konfirmationsdag. I år kan man imidlertid tillade sig at udfolde dens motiver på en anden måde. Som en hilsen til nyligt afdøde Svein Ellingsen kan man vælge at synge hans Vi rækker vore hænder frem (367), der lige som flere af hans salmer har et stærkt bønsaspekt. Det evangeliske aspekt, at Gud giver gode gaver – og mere end det, vi beder om – berøres i de første vers, mens tredje og fjerde vers taler fint ind i en global nødssituation. Endelig kan femte vers tolkes således, at ”smertens vår” (fastetiden) nu er afløst af ”din nådes sommer” (påsketiden og herefter).

I den kristne tradition står Sl 130 stærkt, blandt andet fordi, den danner tekstlig grund for mange korsatser, og i salmehistorien er Luthers gendigtning af salmen (Af dybsens nød (496)) blevet nærmest ikonisk (og for nylig nydigtet af Iben Krogsdal med titlen Jeg kommer i min dybe nød). Lisbeth Smedegaard Andersens Du som er i det høje (877) er skrevet over den gammeltestamentlige læsning, som for nogle vil klinge med i baghovedet denne dag. Som vanligt er årstidens naturkendetegn vævet ind i hendes salme, således at davidssalmens mørke udgangspunkt får et lyst kontrapunkt. Andet og tredje vers berører ventetiden, tålmodigheden og tavsheden – hvilket synes næsten skræmmende relevant i den tid, vi står i lige nu.

4. søndag efter påske er det begreberne sandhed og frihed, der dominerer evangelieteksten – både friheden til og friheden fra. Netop dette har Luther skrevet om i sin (selvbiografiske) Nu fryde sig hver kristen mand (487), som sunget på denne søndag bliver til en påskesalme: ”for Gud så god, som han er stærk, har gjort et herligt underværk, betalt i dyre domme”. I denne salme bliver der – når den synges på denne søndag – på en gang peget tilbage på påsken og fremad mod pinsen, som vi fra nu af ser frem imod i helligdagenes tekster. Mens evangelieteksten har sin egen tilbageholdte stil, kan man lade glæden få frit løb i salmesangen – hvad enten man foretrækker Walters eller Lunderskovs melodi.

Den samme glæde får et lidt andet udtryk i Sten Kaaløs Du tar mig som jeg er (874), som med sine naturbilleder referer til såvel årstiden – den tidlige forsommer – som til den gammeltestamentlige lektielæsning. Teksten udfolder kristendommens kerne, som der refereres til i evangelieteksten: ”de [menneskene] var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord” derved, at salmen ikke fremhæver menneskenes modtagelse af Guds ord, men fastholder Guds modtagelse af mennesket. Og fordi det stadigt fremhæves i evangelieteksten, at menneskene var Guds og blev givet til Kristus, er det oplagt at synge om Guds modtagelse af os, lige som vi er.

Mads Djernes

Nu ligger vejen øde (af Leif Rasmussen)

1. Nu ligger vejen øde
    og håbet ender blindt.
    Før kunne livsmod gløde,
    men nu er hjertet flint.
    For død og sorg har vundet
    gjort troen hul og tom,
    selv lyset er forsvundet
    kun mørket kalder: kom.

2. For alt, som skulle komme
     forsvandt, blev luftkastel,
     og ordene blev tomme-
     nu har vi kun os selv.
     Men midt i dette øde,
     hvor dagen går mod nat,
     da kommer én i møde
     og ser jeg er forladt.

3. Et menneske som giver
    min vandring perspektiv,
    et menneske som bliver
    mit billede på liv.
    Jeg kender ikke manden,
    før livet rejses op
    og Kristus som opstanden
    igen gi´r håbet krop.

4. Da samles alle tråde
    hos Gud, som følger mig,
    og som på sælsom måde
    bli´r håbet på min vej.
    Se, lyset bryder gennem,
    og alt begynder nu,
    fordi jeg hører stemmen:
    ”velsignet være du!”

Måske kan man være så heldig 2. påskedag  at høre en meget smuk og gammel fortælling om 2 menneskers vandring mod byen Emmaus.

Min salme ” Nu ligger vejen øde” er inspireret af denne fortælling. (nr. 831 i salmebogstillægget 100 salmer. Hør melodien her)

Byen er ikke særlig interessant i denne sammenhæng, men det er vejen derhen til gengæld. Det er nemlig den samme vej, som vi alle går på, måske ikke hver dag, men sikkert mange gange i løbet af livet.

Det er den vej, som er belagt med bristede drømme, med fortvivlelsens brosten. Den vej, som ikke har skilte, der viser hvor den fører hen. Måske fører den ingen steder hen, måske er den blind. Der kan være mange andre på den samme vej, men øjnene hos hver enkelt af os er ramt af håbløshedens slør, eller nedslået mod opgivelsens dyb. Da jeg skrev salmen, havde jeg netop set filmen: ”Ringenes Herre”. Hele dette værk handler om en farefuld færd, hvor en ganske lille person bliver bedt om at vandre på den vej, og forsætte uanset, hvor håbløst det hele ser ud. Det bliver ofte til en kamp både mod ydre fjender såvel som indre dæmoner. Måske sad nogle af disse scener på nethinden, da jeg skrev salmen.   

I den gamle oprindelige fortælling sker nu noget meget mærkeligt. Ud af intet dukker pludselig en person op, som lytter til fortvivlelsen, til de bristede drømme, og som også taler om en ny begyndelse, hvor fortvivlelsen ikke er fortegnet for livet, men at vejen faktisk kan betrædes med håb.

I bibelens fortælling er den, som kommer og vandrer sammen med de 2, og samtaler med dem, den opstandne Kristus. Selv om de har fulgt ham, da han levede, genkender de ham mærkeligt nok ikke. Først da de gør holdt for natten, og han velsigner brødet, da åbnedes deres øjne. Netop det, at de ikke genkender ham, gør denne fortælling spændende og aktuel for alle os, der befinder os på håbløshedens vej. For midt på vejen kan vi alle møde et medmenneske, som er villig til at gå sammen med os, villig til at lytte til vores angst for fremtiden, villig til at bære vores byrder og dermed tale håbet ind i vores liv. Måske genkender vi heller ikke den opstandne Kristus, men vores liv får retning, mening, når vi oplever at få et fortegn for næste skridt. Det er vel at være velsignet.

Det er så stærk en håbsfortælling, at den ligefrem har givet navn til en hel bevægelse: Abbé Pierre`s Klunsere, eller som de også hedder: Emmausbevægelsen.

Denne fortvivlelsens vej er ikke kun en vej, vi må gå omkring påsketid. Den kan dukke op på alle tidspunkter i vores liv, og derfor kan ovennævnte salme også synges på alle tider af året. Forhåbentlig som en trøstesalme, en håbs-salme, når livet synes trøstesløst. Nogle har endda kaldt den en hospice salme.