8. nov. 2019: 60 DDS-salmevers for børn

‘Forum for Børnesalmer’ har i den forgangne måned færdiggjort et langt og solidt arbejde med at udvælge 60 salmevers blandt de klassiske salmer i Den Danske Salmebog til brug i børnegudstjenesterne.
Mange af salmeversen har tilknyttet video med salmefagter, salmedanse o.l., der skal gøre det lettere at synge de gamle salmer ind blandt de mindste.

Læs pressemeddelsen fra ‘Forum for Børnesalmer’ her.

Salmeversene er tilgængelige på børnesalmesiden her.

Advent: Så hør dem da endnu engang (af Kirsten Nielsen)

De kirkelige højtider ligger som gentagelser i vores liv. Ordet gentagelse kan betyde repetition. Man siger det samme endnu engang. Men i ordet ligger også, at man tager noget op på ny. Lotte Thyrring Andersen har i sin bogen “Gentagelsens poesi” om virkelighedsopfattelsen hos Jørgen Gustava Brandt formuleret det på denne måde: “Gentage betyder med andre ord repetition og tidsbunden gen-tagelse af det tabte … en ny handling i tid: genvindelsen af det tabte i det nærværende”.

Adventstiden og julen er på mange måder repetition af, hvad vi plejer at gøre, og hvad vi plejer at høre. Der er megen glæde forbundet med sådanne gentagelser. Det gælder også de salmer, vi synger. Det er svært at forestille sig en advent uden Grundtvigs “Blomstre som en rosengård” eller en jul uden Brorsons “Den yndigste rose er funden”. Men det kan ende som ren repetition. Derfor har vi brug for nye salmer, hvor salmedigterne kan gøre mere end at repetere.

Det sker f.eks. når Jens Simonsen giver sin version af profetien om ørkenen, der skal blomstre. Ingen af os færdes i dag i den slags ørkener, som den gamle profet talte om. Men mange går som Jens Simonsen gennem en by med dens fliser og gader. Selv har han fortalt, at inspirationen til hans salme “Gå på lige flisegange / hen ad byens boulevard” (nr. 820 i 100 salmer) kom efter en gudstjeneste tredje søndag i advent, hvor han gik på fortovet langs boulevarden i Varde. “De lige flisegange og rosengården stødte på en eller anden måde sammen – det betonhårde gjorde billedligt krav på at fremstille tilværelsen sådan – samtidig rejste der sig en protest i mig, med Esajasteksten i tankerne – der er mere – der er noget der kan ændre det betonhårde – der er en fremtidsudsigt, som overgår de grå fliser, jeg umiddelbart havde foran mig.” Derfor opfordrer Jens Simonsen os til at gå på de lige flisegange, selv om det er mørkt og koldt. For vi er omgivet af rosenknopper, der vil bryde ud “i højlydt rosensang”. Her er mere end flisegange, her går der en hellig vej:

Gå på lige flisegange.
Se der går en hellig vej
over alle øde vange,
hvor Gud selv bevæger sig.
Gå i møde, Herren kommer,
og miraklerne vil ske.
Blomsterne i rosenhaven
skal den blinde få at se.

Det er advent. Det er nu vi kan høre profetier, møde Herren og blive seende.

Vi skal blive seende. Og vi skal lytte endnu engang. Lars Busk Sørensen har i sin salmesamling “Salmer til vor tid” et afsnit, som han kalder “Håbets solhverv” (samt 100 salmer nr. 819). Her begynder en af salmerne med denne strofe: 

Så hør dem da endnu engang
de løfterige ord,
som himlens høje engle sang
om julefred på jord.
Vær stille bange sind,
og læg dig kolde vind,
mens Gud med barnehånd
bevæger verden.

Det er gentagelse, men vi skal netop tage ordene til os. Og så vælger Lars Busk Sørensen et billede, som gør, at man husker og forstår, hvad inkarnationen betyder: Nu bevæger Gud verden med barnehånd. Gud er blevet menneske. Ikke som en vældig konge, der drager ind i sit land efter at have besejret alle dets fjender. Men magtesløs, som et barn er det. Derfor må Busk Sørensen også give et realistisk billede af den verden, Gud kommer til. Det er en jord, der hærges af “had og hykleri”. Og det er et sted, hvor mange har svært ved at se lys. 

Og går du her som en af dem,
der ingen stjerne ser,
og synes julens Betlehem
dig fjernt fra det der sker,
måske det da er dig,
som ser en anden vej
mens Gud med barnehånd
bevæger verden.

Salmen kan derfor slutte med en opfordring til “Guds englekor” om at synge igen, så “den mørke jord” måske engang, engang, vil begynde at nynne med på englesangen. Englene skal gentage deres sang, og vi skal tage den til os og lige så stille begynde at nynne med. Så er der atter håb om et solhverv for det bange sind.

Glædelig advent!

Josef og Maria

For de lidt større børn – måske et børnekor eller konfirmander – kan man præsentere søskendeparret Præstholms ”Josef og Maria” som ny julesalme.

Salmen er i bevægelse både i tekst og melodi. Vi begynder i det nære, hvor Maria og Josef står bøjet over krybben. De blinker over lykken, det lille barn, som med tiden skal vokse sig stor og større og vokse sig ind i hele verden. Dernæst bevæger vi os ud på marken, hvor hyrderne får besked fra englene om at bevæge sig ind mod stalden. Og til sidst bevæger vi os helt frem til i dag, hvor englen kalder på os, ligesom på hyrderne, og siger, at glæden og lyset ikke kun var engang – det er også lige her og nu!

Salmen zoomer ind på julebegivenheden og zoomer ud på os, for hvem begivenheden stadigvæk har noget at fortælle. Måske prædiken kunne bygges op om denne pointe før eller efter salmen.

Melodien bevæger sig sammen med teksten. Der er vers og omkvæd – omkvædet, som hjælper på vej til at lære salmen at kende. Verset står i C-dur og moduleres til E-dur i omkvædet, som i sig selv er en overraskende bevægelse. Men måske kan det være med til at understøtte pointen om det nære og det, der var engang, som pludselig vokser ind og ud og over grænser og helt frem til i dag.
/Simon Emil Kofoed

Halleluja!

 

I adventstiden kunne man f.eks. synge Nu tænder vi lyset” (Geir Hegerstrøm 1987) eller “Vi hænger op en adventskrans” (Holger Lissner 1974). Begge salmer tematiserer adventstiden og lyset som det helt særlige. Hegerstrøms salme har lange vers, i en lettere swingende melodi. Salmen bliver ved med at spørge til, hvad lyset er og hvem vi venter på, og giver kun få svar. Det er ventetiden, som er i fokus, og børnene hjælpes på vej i salmen med omkvædet ”Vi venter, vi venter…”. Lissners adventssalme benytter sig også af gentagelser, og går pædagogisk igennem alle lysene i kransen. Versene er korte, melodien enkel, og gentagelserne mange. Børnene fanger hurtigt, hvad der er på spil.

Vil man hjælpe evangeliefortællingen på vej med en salme, kan man f.eks. synge I en kostald under en stjerne” (Poul Chr. Balslev, 2006) eller “I nat blev Jesusbarnet født” (R. Hoff, 1967). I en kostald kunne man synge efter en lille prædiken, hvor man måske har knyttet an ved stjernen, stalden, verden oplyses eller Messias. Og sjovest bliver det, hvis man synger salmen i kanon, som noden også foreslår. I nat blev Jesusbarnet født er enkel i sin form med mange gentagelser. Hvis man har en god præstesangstemme eller et børnekor, kan man synge første del selv, og lade børnene svare: ”Halleluja! Ære være Gud i det høje!”. Man kunne også bygge prædiken op omkring salmen ved at stoppe op ved hvert vers og uddybe de enkelte temaer.

Med børn skal man heller ikke undervurdere det taktile – at de kan se, hvad der synges om, eller holder noget helt konkret i hænderne, som de synger om. “Vi hænger en kugle på træet” (Iben Krogsdal 2017) har længere vers. Men en oplagt idé kunne være at pynte det store juletræ i kirken, imens man sang. Hænge kugler, klokker, hjerter, lys og stjerne på træet som en vej til at lære og forstå, hvad julen handler om.

For de øvede – måske et børnekor eller de store konfirmander – kunne man synge “Josef og Maria står bøjet over krybben” (Præstholm 2011) eller “Hold håbet op” (Dy Plambeck 2015). Ordene i begge salmer er anderledes – nærmer sig ”voksensalmer” – men gør f.eks. brug af stærke omkvæd og melodier, som hjælper os på vej til at kende salmen.

De nyere salmer skal ikke tage glæden ved Den danske salmebogs salmer fra os. De nyere salmer skal supplere de gamle og gøre glæden ved at synge lige for alle – de mindste til de største. På salmedatabasen finder man også ideer til danse og fagter til både de nye salmer og ældre DDS salmer.
/Simon Emil Kofoed

Dagen blir så kort ved Allehelgen (af Holger Lissner)

Allehelgen søndag er den første søndag i november, hvor bladene falder af træerne, og vi risikerer den første nattefrost, der får æblerne til at falde og georginerne til at visne. Vi fryser, både når det bliver koldt, og vi fryser, når vi mister nogen, vi holder af. Endnu engang kan vi se naturens gang som et billede på livets gang.

Derfor er det oplagt i salmerne at skildre vores forhold til døden med naturbilleder, ligesom vi gør det i påske- og pinsesalmer. Dagen bliver kortere og kortere, og mørket længere og længere, både bogstaveligt, og når døden kommer nær, ”når vort liv blir aske, tab og støv”. Kan vi ikke sove, fordi savnet river i os, så er natten lang. ”Uret går, men tiden går i stå.” Vi hører uret slå både to og tre og fire, hvis vi har et ur, der slår.

Vi, der bliver ældre, mærker i vore kroppe, at også vi nærmer os mørket og døden. Det er svært at acceptere. Derfor spørger salmen: ”Men hvor er du, Jesus, hvor er du?” For jo mere vi mærker dødens uafvendelighed, jo mere søger vi efter et håb om, at Jesus vil komme til os med sit lys og sin kærlighed. Så døden ikke bliver det sidste. For han er den eneste, der kan bryde dødens magt. Han har selv prøvet vejen gennem dødens mørke. (Oprindelig skrev jeg ”ind i mørket”, men han kom jo ud igen påskemorgen. Derfor står der nu ”gennem mørket”.)

Ingen kan gå på vandet, men Jesus gjorde det. Det under, som er så mærkeligt for en snusfornuftig hjerne, bliver i denne situation til et rammende billede. Han kan gå og komme der, hvor ingen andre kan.

Oprindelig skrev jeg salmen til et hæfte, som FRIK, Forum for Rytme i Kirken, udgav i 2006 med Allehelgenssalmer. Men jeg har omarbejdet den flere gange, for hvis der er en formulering, der ikke er god nok, må jeg lave den om. Oprindelig havde jeg ladet Jesus tage ordet i v. 4 og svare på, om vi var forladt: ”Nej, jeg kommer til jer gennem natten, / over dybe vande går min vej, / jeg vil trøste alle jer, der savner: I, som bærer sorg, kom hør på mig! ….Jeg kan ikke tage savnet fra jer, sorgens glød må brænde langsomt ud, men I bliver ét med jeres døde, når I overgiver dem til Gud.

Det var ikke godt nok. Jesus skal ikke tale til os i salmerne. Her er det os, der taler til ham. Og en præst sagde til mig: ”Jeg kan ikke bruge den salme, for den siger det modsatte af, hvad jeg siger til de sørgende. Sorgens glød skal ikke brænde ud. Sorgen er jo en side af kærligheden, og den dør ikke, selv om et menneske dør.”  Det havde hun ret i. Det er ikke sorgen, der skal brænde ud, men smerten. Så i den nuværende form af salmen er det os, der siger til Jesus som en bøn: ”Du kan ikke tage savnet fra os, men lad vores smerte brænde ud, / så at glæden lyser gennem sorgen, / så at sangen løfter sig til Gud.”

Selv om man synes, lige efter et dødsfald, at det her kommer vi aldrig over, så er erfaringen, at livet går videre, og en dag kan vi alligevel atter smile. Ikke fordi sorgen er væk, men fordi der er noget, der er stærkere, som sætter sig igennem. Kærligheden til livet, til andre. Og så kan glæden lyse gennem sorgen.

Der er bare sket det, at i salmebogstillægget 100 salmer står der ”så at sorgen lyser gennem glæden”. Altså den modsatte vej. Jeg ved ikke helt, hvordan det er gået til. Men begge dele er rigtigt. Man kan mærke på et menneske, der har haft en stor sorg. Selv når det er glad igen, lyser sorgen igennem glæden som en indre skønhed og dybde. Og selv når vi sørger, kan glæden lyse igennem sorgen.

Når nogen dør, forsvinder de for os. Men tør vi tro på, at de hviler i Guds varetægt, i Guds hænder, så er vi ikke helt skilt. Selv om vi er i hver sin hånd. Vi er ét i Gud. Vi er med i gudstjenesten, selv om vi er det på to forskellige steder. Det er derfor, alterskranken er halvrund. Når vi knæler ved nadveren, må vi tænke på, at de døde også er med ved Guds bord, og at vi synger med i den samme lovsang til Gud. Det var det, Grundtvig udtrykte med salmen ”Helgen her og helgen hisset / er i samme menighed..” (DDS  573).

Derfor liver håbet op ved Allehelgen, og ligesom asketræets grene om efteråret sætter sorte knopper, der skal blive til grønne blade til foråret, sådan må vi håbe, at vi skal opstå af vores aske og være med i livet hos Gud, når ”evighedens morgensange klinger, / Kristus lever, mørket lyser op”.

Holger Lissner