11. oktober 2019: Salmekonkurrence

Vi mangler gode påskesalmer til børn. Salmer der tager livtag med påskens drama og udfolder temaer som svigt, afmagt og død, opstandelse, liv og håb i børnehøjde. Derfor udskriver vi en salmekonkurrence i håb om at få nogle nye og forskellige bud på påskesalmer til børn. Den enkelte salme skal ikke nødvendigvis udfolde alle påskedagene, men kan fint lægge sig op ad f.eks. enten langfredag eller påskedag.

Vi mangler salmer til både de mindste og de største i aldersgruppen 3-12 år. Vi forventer ikke salmer, der kan rumme hele spekteret. Når man skriver salmer til børn, er det under alle omstændigheder godt at have blik for et enkelt sprog, gentagelser og sanselighed.

Tekst og gerne også melodi stiles til boernesalmer@salmedatabasen.dk senest søndag d. 19. januar 2020. Vindersalmen honoreres med en pengepræmie på 3000 kr. og uropføres til Folkekirkens Ungdomskors (FUK) Megastævne lørdag d. 21. marts i Vor Frelsers Kirke i Horsens.
Vindermelodien og andre af de indsendte salmer, som vi finder egnede, vil desuden blive udgivet på www.salmedatabasen.dk og lanceres til brug i alle landets kirker påsken 2020.

Salmekonkurrencen udskrives i et samarbejde mellem Folkekirkens Ungdomskor og Forum for Børnesalmer.

Giv plads til nye salmer (af Mette Bock)

I disse år skrives der nye salmetekster og -melodier som sjældent før. Tekst og melodi indgår i en symbiose, der er afgørende for, om salmen slår an. Eller ender i glemsel.

I den forbindelse synes jeg, opmærksomheden skal rettes mod salmernes indhold. Ikke deres alder. Men for nogle er alderen et kvalitetskriterium i sig selv, og det forstår jeg ikke.

På Facebook erfarer man mange ting, og for ikke så længe siden glædede en af vore mange dygtige teologer – Nana Hauge – sig frydefuldt til at skulle i gang med at vælge salmer til søndagens gudstjeneste. Jeg opfordrede i kommentarfeltet til, at hun også skulle afprøve nogle af de nye.

“Nyt er nu ikke et kriterium, jeg bruger,” svarede hun. “Men vi skal da synge Aastrup!”. Jeg svarede lidt drillende: “Men det er gammelt vel heller ikke?”.
Nana replicerede: “Nej. Men tradition er.”

Om det så betyder, at traditionen er en uoverstigelig hindring for at åbne gudstjenesten for nye salmer, skal jeg ikke kunne svare på.

Jeg kom til at tænke på den venskabelige meningsudveksling på Facebook, da jeg forleden læste et lille interview med journalisten Mads Brügger i Kristeligt Dagblad.

Brügger er angiveligt en flittig kirkegænger, og det er jo skønt. Men hans tilgang til nye salmer ligner Nana Hauges: “Jeg kan især meget godt lide meget gamle salmer, som giver mig fornemmelsen af kirkens alder, og at jeg sidder et sted, der har rod i evigheden. Omvendt har jeg det meget svært med nyere salmer. De udtrykker den her ferske, udvandede protestantisme, som jeg ikke bryder mig om. Nej, jeg kan ikke med det,” tordner Brügger.

I BETRAGTNING AF, hvor mange nye salmer der er skrevet, synes jeg, det er meget generaliserende at afskrive dem alle som udtryk for “den her ferske protestantisme”. Hvad den så end består i.

Jeg tror ikke, at en nærmere efterprøvelse af de to debattørers teologiske tilgang ville påvise et stort åndeligt slægtskab. Men ét er de enige om: Det gamle er trygt og genkendeligt, det nye udfordrer og skaber uro.

Den slags generaliseringer holder naturligvis ikke. Der findes gamle salmetekster, der virkelig ikke har megen dybde, mens der tilsvarende er nye tekster, der rammer lige ind i hjerte og sind og dermed kan bidrage til at åbne troens port til evigheden. Eller bare dagligdagen.

I mit eget sogn går der ikke en søndag, uden vi synger en af de nye salmer. Udfordringen er naturligvis dobbelt, for man skal både forholde sig til en ny tekst i et nutidigt sprog og lære en ny melodi.

Alligevel viser det sig jo, at vi kirkegængere faktisk er mere klar til nænsom fornyelse end mange præster, organister og menighedsråd. Tænk på en salme som Johannes Johansens og Erik Sommers “Du som har tændt millioner af stjerner” (1981). Eller Jørgen Gustava Brandt og Bent Fabricius Bjerre/Ole Schmidts “Tænk at livet koster livet” (1985). Jens Rosendals og Per Warming “Du kom med alt det, der var dig” (1981). Lisbeth Smedegaard Andersens og Erik Sommers “Der våger i verden et kærlighedsord” (2017) eller Iben Krogsdal og Kristian La Cours “Du har åbnet din lysende bue” (2015).

Salmer, der har slået rod mange steder, også blandt mennesker, der måske ikke kommer så ofte til gudstjenesten. Det skal vi da glæde os over, ligesom vi i øvrigt glæder os over nye prædikener over de samme tekster, søndag efter søndag i kirkeåret.

Et forhold omkring salmer, som jeg synes ofte overses, er melodiens betydning.

Betragtet fra min kirkebænk kan en god tekst ødelægges af en dårlig melodi, og en dårlig tekst løftes af en god melodi. Der findes gode salmetekster, som jeg simpelthen foretrækker at læse, fordi jeg næsten ikke kan holde ud at synge dem. Og omvendt.

Der findes traditionalister og fornyere i alle sogne. Jeg holder uendeligt meget af gudstjenestens liturgi, men også af nænsom fornyelse. Jeg vil derfor opfordre til, at man både afprøver nye salmer og forholder sig ikke kun kærligt, men også kritisk til nogle af de gamle.

Vi fik den seneste salmebog i 2003, den forrige i 1953. Der skal næppe gå helt så mange år, før vi får endnu en ny salmebog. Men indtil da er det fint med salmebogstillæggene eller de kopierede ark, som man tilmed kan tage med hjem og øve sig lidt på.

Tak til alle jer, der skriver nye tekster og melodier. I bryder nye vigtige veje, og vi smider ikke de gamle kernesalmer på porten, fordi vi bringer nyt til fællessangen og fællesskabet omkring forkyndelsen.

Mette Bock,  tidl. kirke- og kulturminister.

Jeg så en due lande

Voksne lider af og til under den misforståelse, at børns følelsesliv er mere simpelt end voksnes. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Børn har et fuldt ud så mangefacetteret og komplekst følelsesliv som voksne, de har bare mindre sprog til at udtrykke sig i. Måske kan man tale om en forskel i, at børn er mere fleksible i deres følelsesliv – der er kortere vej fra gråd til latter – hvor voksnes følelser er mere langsommelige. Men styrken og nuancerne i børns og voksnes følelser er sammenlignelige.

Voksne kan have en tendens til at tænke, at børn helst ikke skal være kede af det, og ser det derfor som deres opgave hurtigst muligt at forsøge at gøre dem glade igen. Det er et naturligt reaktionsmønster som begynder i det øjeblik det nyfødte spædbarn lægges i vores arme: Fra da af arbejder vi nat og dag på at finde ud af hvorfor de skriger, om det er sult, træthed eller en ren ble der skal til for, at de holder op med at være kede af det.

Men nogle gange er børn bare kede af det. Og i stedet for at negligere deres sorg er det nødvendigt at vi giver tid og plads til den.

Her har vi som kirke en særlig opgave, men også en særlig nedarvet evne. I kirken har vi rum for sorgen, også børns sorg.

Vi skal altså ikke bevæge os for hurtigt hen til: ”Det skal nok gå” eller ”Din mor er jo i himlen nu” – men i stedet tilbyde nogle ritualer og nogle billeder, som kan tale ind i sorgen – nogle holdepladser for sorgen.

 “Jeg så en due lande” – en sorgsalme

Iben Krogsdal skriver selv følgende om salmen: Salmen er en lille billedlig fortælling om at få hjælp i sorgen. Fortællerstemmen er en drømmende stemme, der tilhører et barn, som er i sorg. Barnet har set en due lande på et træ, som er gået ud og dermed kunne være et billede på et ensomt menneske i sorg. Da duens vinger rører ved træet, sker der et lille mirakel: Grenene springer ud, som om de blev berørt af en guddommelig kraft.

Duen, der lander i træet, er måske kun et drømmesyn – men samtidig fortæller barnet, hun rent faktisk ser duen, når hun går på kirkegården. Salmen skærer det ikke ud i pap men fortæller på en stille måde, at her fortæller et sørgende menneske, der ofte besøger en grav. Et lille menneske, der har mistet en, hun elsker. Og det særlige ved duen – som det drømmeagtige, anede, magiske – er, at den ikke bare er en due. Barnet oplever, at duen kender hende og ved, hvem hun har mistet og hvor ondt, det gør. At duen ser hende, der hvor hun er. På den måde oplever barnet at blive set og mødt i sorgen, og salmen åbner for en netop anet – og alligevel konkret erfaret – himmel omkring barnet. Salmen fortæller mellem linjerne, at et menneske ikke er alene i sorgen, at Gud som duen kommer fra et andet sted, og at livet er større end den konkrete død.

Tid til sorgsalmer
Sorg er individuelt. Derfor kan vi ikke lave en børnegudstjeneste om sorg og forudsætte, at alle børnene kender til at være i sorg. Samtidig må vi forudsætte, at der til alle vores gudstjenester inkl. børnegudstjenester er nogen til stede, som er ramt af sorg. Døden et tabuiseret emne, som vi i kirken må insistere på at tale med hinanden om. her kan børnene komme os til hjælp. Døden ikke nemlig ikke nødvendigvis tabu for børn.  Det er oplagt at holde en børnegudstjeneste i forbindelse med alle helgen, der handler om døden. I en sådan sammenhæng kan salmen her være anvendelig.

Jeg tænker, at man som præst aldrig helt kan vide, hvornår man pludselig befinder sig i en situation, hvor man sidder sammen med et barn i sorg og en familie, der har svært ved at håndtere deres barns sorg. I en sådan situation kan det måske vise sig anvendeligt, at man kan en sorgsalme udenad, som man kan synge. Nogle gange er der ikke noget at sige – ordene slår ikke til – og så må man synge!

Duen bruges flere steder i litteraturen til at bringe bud fra de dødes rige – f.eks. i Brødrene Løvehjerte eller Grimms eventyr: Askepot. Og på mange gravsten sidder der en lille fugl, forstenet og med bøjet hoved – og dog giver den alligevel indtryk af, at være klar til at sprede vingerne og flyve mod himlen, når signalet lyder. Tænk om vores lille salme kunne blive som sådan en håbsfugl – en sorgholdeplads – en opstandelsesforventer.

/Martin Hornstrup

Mindegudstjeneste med børn

Min egen søn er bange for døden. Nogle gange er han bange for at lukke øjnene når han skal sove om aftenen, fordi han har hørt at man kan sove ind. Han er bange for døden, bl.a. fordi han er gammel nok til at forstå at den er noget uigenkaldeligt, men ikke gammel nok til at rumme abstraktheden i det evige liv. ”Hvad sker der med os når vi dør?”, spørger han –  ”Er det bare mørkt?” og jeg forsøger at give ham billedet af lys i stedet. Evigheden som lys og varme. Jeg siger: ”Jeg tror at de døde er hos Gud, og at der er lys hos Gud. Jeg siger: ”Det er synd for os som mister én af dem vi holder af, men det er ikke synd for den som er død. Hos Gud er der ingen der er kede af det, ingen der er syge og ingen der har ondt.”, ”Okay”, siger han. ”Det tror jeg også, men hvad nu hvis det ikke er rigtigt?” Og så begynder samtalen forfra. Er der mørkt? Hvor er man henne? Hvad sker der? Samtalen går tit i ring, føler jeg. Jeg famler mig frem, forsøger at give forskellige billeder på evigheden. Taler med ham om at døden er en del af livet, som vi er nødt til at lære at leve med.

Det er vigtigt at vi giver børn rum for at stille spørgsmål om døden, og til at være kede af det og til at tale om dem som de savner. En allehelgensgudstjeneste eller mindegudstjeneste for børn, kan være sådan et rum. Hvor der er plads til at sætte ord på sin sorg og sit savn, og hvor vi møder dem med troen på opstandelsen og det evige liv i børnehøjde (ved ikke om der findes andre højder).

En liturgi kunne se sådan her ud:

Bedeslag

Kort introduktion
Om Allehelgenstraditionen og om denne gudstjeneste

Bøn
Kære Gud
Vi beder dig
Vær hos os, når vi er kede af det,
fordi vi savner dem vi har mistet.
Hjælp os til at leve med dem
i vores hjerter,
så vi kan blive ved med
at elske dem.
Tak fordi vi må tro,
at de er hos dig
i din hånd og i dit lys.
Amen

Salme
“Jeg så en due lande

Om at miste
Tal om at vi der sidder her, alle sammen har mistet (eller alle sammen skal miste en dag). At vi sidder her med hver vores savn og minder og synes det er svært. Måske er vi bange for at glemme den vi savner. Måske er vi vrede på Gud, over at den vi savner skulle dø. Måske føler vi os lidt anderledes eller ensomme, fordi vi ikke synes der nogen der forstår hvordan vi har det. Måske er vi bange for at komme til at græde.
Nogle gange er det bare ret hårdt at være menneske. Vi har ikke fået lovning på at vi ikke kommer til at opleve noget, som gør os kede af det. Vi har ikke fået lovning på et liv uden tab, men vi har fået lovning på at vi ikke er alene. At Gud er med os. Alle dage indtil verdens ende.

Tekstlæsning/genfortælling
Løftet om at Gud er med os alle dage, fik vi da vi blev døbt. Fortæl evt. om dåben
Matt. 28,1-20

Lystænding
Jesus siger om sig selv, at han er verdens lys, og i troen på at vores døde er hos Gud, vil vi mindes vore døde ved at tænde lys for dem, og takke for det de har været og er for os.
Lystænding i lysglobe eller på døbefont
Salme: Imens kan synges/gentages  ”Fyldt af glæde” (v. 5) eller ”Her må alle blomster dø” (v. 6).

Billedprædiken
Jeg ville bruge et af Arne Hauge Sørensens opstandelsesmalerier, hvor man ser den døde i Guds store lysende hånd, og fortælle børnene om at han malede det, efter at have mistet sin datter.

Salme
Når vi varmes af solen” v. 1-3

Nadverindledning
Fortæl om at nadverskranken er formet som en halvbue, med den tanke, at de sidste halvdel af buen går ind i Guds evighed – og at vi kan forstille os, at når vi fejrer nadver, at vi så også er en del af et fællesskab med dem der er gået forud for os.

Nadver
Som nadversalme kan synges ”Når vi varmes af solen” v. 4-5

Fadervor
Indstiftelse
Uddeling
Bortsendelse

Bøn
Børnene kan komme med emner til noget der skal bedes for, eller du kan bede en fri bøn med udgangspunkt i gudstjenestens samtaler og/eller temaer.

Velsignelse

Salme
Må Gud velsigne dig

/Hanne Jul Jakobsen