En broget buket af artikler (af Kirsten Nielsen)

Salmedatabasen er et praktisk værktøj til alle, der interesserer sig for salmer. Den kan bruges, hvis man skal finde salmer til søndagens gudstjeneste eller salmer med et særligt tema. Men Salmedatabasen indeholder også en lang række artikler, hvor man kan læse om salmer, melodier, salmeudgivelser og salmebrug.

Under overskriften ”Artikler” findes der bidrag fra nyere salmedigtere og komponister, som fortæller om de overvejelser, de hver især har gjort sig om det at skrive salmer. Læs f.eks. Lisbeth Smedegaard Andersens ”Salmetanker”, Hans Anker Jørgensens ”Hvornår blev jeg salmedigter?” eller Lars Sardemanns ”En ny melodi – Hvor kommer den fra og hvad er dens liv?”

Det er dog ikke kun kunstnerne selv, der kommer til orde. Vi har inviteret forskellige salmekyndige til at skrive om den gode salmemelodi, ligesom der findes artikler, der beskæftiger sig med et bestemt forfatterskab: Jørgen Gustava Brandt, Simon Grotrian og Iben Krogsdal for blot at nævne nogle. Og skulle man på et tidspunkt begynde at overveje, hvad salmen egentlig er for en genre, ja, så er der også flere bud på det.

Salmedatabasen giver desuden sine bidrag til salmedigtningens historie. Hvordan blev den nye salmebog fra 2002 til? Og hvad er f.eks. karakteristisk for salmerne i Kirkesangbogen?

En særlig gruppe af artikler handler om den praktiske brug af salmer. Hvad stiller man f.eks. op med salmer i konfirmandundervisningen? Så er det nyttigt at kunne læse, hvad Lars Nymark Heilesen har at sige om ”Salmer og konfirmander”, og hvilke erfaringer Ole Bjerglund Thomsen har gjort, når han har villet synge nyt med sine konfirmander. Christine Toft Kristensen skriver om ”Salmesang for demensramte” og Inge Marstal om babysalmesang. Skal man i gang med at synge nye salmer med sin menighed, så er der gode råd at hente hos Martin Hornstrup: ”Ny salmer? Ja – men hvordan? Praktiske idéer til at introducere nye salmer i menigheden”.

Mange af artiklerne handler om nye salmer, men man kan også læse om salmebogens Luthersalmer og om hjertets betydning i salmer fra reformationen til Grundtvig. Bent Rosendal har skrevet artiklen ”Exit Satan – Salmekritik og salmefornyelse i Oplysningstiden”, og Niels Thomsen drøfter spørgsmålet: ”Hvad skal vi med de gamle salmer, når vi har de nye?”

Salmer skal synges, men salmer kan også bruges i sjælesorg. Det har Lone Vesterdal redegjort for i artiklen: ”Udsigt fra troens gren – salmer som nøgternt og opbyggeligt følgeskab i sorg”. Eller se Dorte Dideriksens artikel ”I kor med alle engle – nutidige aspekter på salmer og sjælesorg”.

Det er en broget buket af bidrag, vi kan byde på. Foreløbig indeholder Salmedatabasen over 50 større eller mindre artikler, og vi modtager gerne ideer og forslag til nye artikler. Så hvis du har en idé til et emne, eller noget du selv kan bidrage med, så skriv blot til redaktøren af artiklerne på mailen: KirstenN@post.tele.dk

Hvor kærlighed brænder (Af Benedicte Hammer Præstholm)

Bryllupssæsonen står for døren. Snart skal vi synge de klassiske vielsessalmer fra salmebogen: Det er så yndigt, I blev skabt som mand og kvinde, Jeg ved en blomst så favr og fin. Men måske skal vi også synge nogle af de nye vielsessalmer fra 100 salmer og Kirkesangbogen.

En af de nye vielsessalmer er Hvor kærlighed brænder (2010), som findes i begge tillæggene. Jeg skrev den i forbindelse med, at jeg sad med i et udvalg under kirkeministeriet, der arbejdede med spørgsmålet om kirkelig vielse og velsignelse af par af samme køn. Der stødte vi bl.a. på den holdning, at der ikke kan findes noget i hverken bibel eller salmebog, som ville kunne bruges ved en sådan lejlighed, et synspunkt, som jeg er helt uenig i. Hvis man kun kunne bruge tekster i sammenhænge, som er identiske med de sammenhænge, som teksterne blev skrevet i og til, ville vi aldrig kunne bruge bibelske tekster i nutiden. Det samme gælder salmebogens poetiske tekster; der er masser af de gamle salmer, som ville passe glimrende ved vielse eller velsignelse af par af samme køn: De store kernesalmer, lovsangene, årstidssalmerne, bryllupssalmerne – måske lige med undtagelse af ”I blev skabt som mand og kvinde”. Når jeg alligevel fandt det vigtigt at skrive en bryllupssalme til par af samme køn, var det fordi, der manglede en salme, som man kunne vælge, hvis det var vigtigt for parret at synge en salme, som man vidste var skrevet til netop denne lejlighed og med kærligheden mellem to af samme køn i tankerne.

Efterhånden som teksten blev til, viste det sig, at den ikke på nogen måde blev en salme, som kun kunne synges af par af samme køn. Den kan synges ved vielser af par af samme køn såvel som ved vielser af par af forskelligt køn, og det glæder mig, at den bliver brugt til begge dele. Det er der nemlig en vigtig pointe i: Der er ikke forskel på den kærlighed, som parrene kommer til kirken med, og der er ikke forskel på den velsignelse, vi modtager fra Gud. Derfor kan de ord, som taler om den menneskelige kærlighed, og de ord, der beder om Guds velsignelse, være fælles for par af samme køn og par af forskelligt køn.

Man drøftede det jo ellers meget i de år. Nogle debattører mente, at Guds velsignelse var forbeholdt det heteroseksuelle ægteskab, og at velsignelsen primært handlede om at få børn. Men ser man efter i sin bibel, vil man se, at Guds velsignelse er så meget større end det. Jeg synes, at man finder en fin konkretisering af velsignelsesbegrebet i en af bønnerne i det gamle vielsesritual. Her lyder det: ”Vær med din nåde hos disse to, og giv din velsignelse til, at de kan leve med hinanden i gudsfrygt og kærlighed og ikke give årsag til vrede og strid. Lad dem altid, også selv om de ikke bliver fri for prøvelser, erfare din nådige hjælp”. Den bøn om Guds velsignelse og nærvær kan bedes nøjagtigt ligeså meningsfuldt for par af samme køn som for par af forskelligt køn.

Der var også dem, der mente, at kærligheden mellem to af samme køn er af en anden og mindre karat end den mellem mand og kvinde. Det har jeg svært ved at tro. Kærligheden mellem to af samme køn kommer ligesom kærligheden mellem mand og kvinde fra den, der giver kærligheden. Fra Gud selv.

Kærligheden er en gave fra Gud, som vi ikke kan andet end at tage imod med stor taknemmelighed, og som vi må værne om og arbejde for. Til tider er det nemt! Kærligheden er en kraft, der kan få os til at gå langt ud over os selv for at beskytte og glæde og aflaste den anden. Andre gange møder man sin begrænsning. Når hverdagene går og går, og de store ord bliver til små vrisne bemærkninger, og man trækker sig tilbage for at beskytte sig selv. Når vrede og strid sniger sig ind. Så er der nyskabelse i at bede Gud om hjælp. I at bede om, at den, der har velsignet os, den der har løftet sit ansigt og set med kærlighed på os, vil give nye kræfter, så vi kan løfte blikket og se med kærlighed på hinanden.

For Gud, du har skabt os
og sat os i livet
med ånd af din ånde
og kroppe af jord.
Taknemlige står vi
med det, vi fik givet:
En underfuld kærlighed,
vældig og stor.
Så hjælp os at leve
med varsomme hænder
med kærlige øjne og med nænsomme ord.

God bryllupssæson!

Sindsrobønnen som salme (af Kirsten Nielsen)

Gud, giv mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan forandre,
mod til at forandre det, jeg faktisk kan forandre,
og visdom til at se forskellen.

Sådan lyder en dansk version af den bøn, som kaldes Sindsrobønnen. Den stammer fra den amerikanske teolog Reinholdt Niebuhr (1892-1971) og er bl.a. blevet brugt af anonyme alkoholikere. Men bønnen kan bruges af enhver, uanset hvad det er for vanskelige afgørelser, vi står over for at træffe.

Ud fra denne bøn har Iben Krogsdal skrevet en salme. Den indgår i Livsmessen, som blev uropført for nylig ved Himmelske dage på heden:

Gud, giv os sindsro når vi har
et særligt kors at bære
når vi må leve uden svar
og dagene er svære
Gud gør os stærke og stille

Gud, giv os styrke når vi går
mod nye skæbnebaner
og kæmp med os som kæmper for
et andet liv vi aner
Gud, giv os lysende kræfter

Gud, giv os visdom til at se
hvad vi kan ændre sammen
og hvor vi selv må give slip
og bare hviske amen
Gud, vis os vejen gennem livet

Hvor Sindsrobønnen er formet som en jeg-bøn, vælger Iben Krogsdal at skrive ”vi”. Jeg er ikke alene om at have svært ved at finde min vej i livet. Det er et fælles livsvilkår.

I første strofe udfolder Iben Krogsdal bønnen om accept af det, der ikke kan ændres. Det uforanderlige er ikke blot et kors i betydningen en særlig byrde. Det virkeligt tunge består i, at vi må leve uden svar. Vi forstår ikke, hvorfor Gud ikke tager byrden fra os. Men i stedet for at bede om svar beder vi om styrke til at holde ud i det, der ikke kan ændres.

Der findes andre situationer, hvor forandring er mulig, og vi må kæmpe for det. Også da må vi bede om, at Gud giver os de nødvendige kræfter. Udtrykket ”lysende kræfter” peger i retning af en kamp for lysets sag. Det er mørket, der skal forandres til lys – for os selv og for andre.

Visdommen til at skelne er, hvad vi beder om i salmens sidste strofe. Vi har brug for visdom til at se, ”hvad vi kan ændre sammen” – sammen med andre mennesker og sammen med Gud. Til andre tider må vi give slip og blot hviske vores amen. Derfor beder vi om, at Gud må vise os vejen. For som det hedder i en af Davidssalmerne (Sl 119,105): ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”

[Du kan lytte til Janne Marks smukke melodi her, hvor der som sædvanlig også findes node i pdf. red.]

 

Helligåndens fest – ånd, ånde og vindpust (af Kirsten Nielsen)

Pinsen er Helligåndens fest. Men hvad skal vi forstå ved Guds ånd? Det første sted i Bibelen, der nævner Guds ånd, er skabelsesberetningen. Her hedder det: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene”(1 Mos 1,2). Men går man ned i fodnoten til stedet, så er der angivet en alternativ oversættelse: ”Guds storm jog hen over vandene”.  Grunden er, at den hebraiske glose, rûa, der traditionelt gengives ved ånd, også betyder åndedrag og stormvejr. En tredje oversættelsesmulighed ville derfor være: ”Gud blæste sin ånde ud over vandene”. Og hvorfor nu bruge tid på den slags sproglige finurligheder? Det skal vi af hensyn til beretningen om pinseunderet.

I Apostlenes Gerninger fortælles det, at Jesu disciple var forsamlede pinsedag. ”Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad” (ApG 2,1-2). Og så fortælles det, hvordan Helligånden viste sig i form af tunger af ild, som satte sig på disciplenes hoveder. Når vi læser om dette lydfænomen, får vi mulighed for at knytte forbindelsen tilbage til Guds åndepust, Guds stormvejr, i Bibelens begyndelse. Vi kan derfor se pinsebegivenheden som skabelse. Gud kom til stede som et pust og skabte nyt: den kristne menighed.

Sådan kan vi tolke de gamle tekster; men kan vindpustet/åndepustet stadig bruges som billede på Guds nærvær i form af Helligånden? Grundtvig kunne i hvert fald bruge billedet. I pinsesalmen, ”Fra himlen kom den Helligånd” (DDS 283), beskriver Grundtvig det, der sker hos os, når vi holder gudstjeneste, med ordene:  ”Dér skaber og til Herrens pris … Guds åndepust et Paradis.” Jo, når Gud blæser sin ånd som et frisk åndepust over verden, så skabes der Paradis på jord! Og vel at mærke lige her og nu.

I den vel bedst kendte af sine pinsesalmer ”I al sin glans nu stråler solen” (DDS 290), beskriver Grundtvig, hvordan hele den danske natur er med til at skabe pinse. Vi kan se solskinnet, lytte til nattergalene, mærke, hvordan det ”vifter hjemligt gennem løvet” og høre, hvordan den lille bæk kommer rislende gennem engen. Men det er ikke blot naturskildringer, det er tegn på guddommeligt nærvær, når livslyset kommer fra nådestolen, eller ”Det ånder himmelsk over støvet”. Og om alt det, vi oplever, hedder det: ”Det volder alt den ånd, som daler, / det virker alt den ånd, som taler…”. Det vifter og ånder af pinse hos Grundtvig!

Eller tænk på salmedigteren Jørgen Gustava Brandts pinsesalme, ”Hør himmelsus i tredje time!” (DDS 285). I første strofe beskriver Gustava Brandt pinsebegivenheden som et himmelsus, der bevirker, at ”vindklokker gir sig til at kime / med Helligånden ganske nær”. Billedet af vindklokkerne gør Helligåndens nærvær hjemligt. Vi er ude i haven, hvor vi har hængt  små vindharper op, så de kan klinge i vinden. Men hos Gustava Brandt er de mere end det, de er hilsener fra den ånd, der kommer pinsedag.

I salmebogstillægget 100 salmer giver Holger Lissner i salmen ”Gå gennem byens lange lige gader” (nr. 835) Helligånden denne opfordring: ”stryg ømt hen over slidte, grå facader, / og rør de trætte smilebånd”, og senere i salmen hedder det: ”Blæs ny luft gennem kirker og kontorer”. Helligånden er som den milde vind, der kan stryge ømt hen over husvæggene, men den kan også rense ud og forny luften, så vi kan ånde frit.

Vinden som billede på Guds nærvær er enkelt. I Arne Andreasens salme ”Må Herren lyse for din fod” (nr. 863) lyder en del af velsignelsesønsket: ”og må vinden være varm og god”. Det kan forstås bogstaveligt, men har også en merbetydning: Guds nærhed livet igennem.

Vi har brug for kropsnære billeder, noget vi ikke blot ser eller hører, men også mærker på huden. Pinsen handler om, at Gud kom for at være nær ved alle. Jesu liv var bundet til tid og rum; men Guds ånd og åndepust er overalt. Vi kan mærke det som vinden mod ansigtet, eller vi kan opleve det som det fælles åndedrag, når vi er sammen til gudstjeneste, for kirken er ”et sted vi helligånder luften sammen” (Iben Krogsdals salme: ”Vi finder fred i kirken”, nr. 860). Når vi ånder ind og ud på samme tid i salmesangen, så er det som den første pinsedag, hvor Helligånden skabte fælles forståelse mellem de mange forskellige mennesker.

Det er pinse. Naturen holder pinsefest, vi holder pinsefest. Men Helligånden er året rundt Guds nærvær, som vi bl.a. kan blive mindet om, når vi mærker vinden mod ansigtet. Men Helligånden er også talsmanden, som hvisker Guds ord ind i os, eller som Tove Ditlevsen formulerer det i sin aftensalme: ”Nu sænker Gud sit ansigt over jorden” (nr. 816):

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.
Guds milde røst er vindens sagte susen,
og evighed er lagt i blomsterånde,
– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

Glædelig pinse og glædelig hver dag under vindens sagte susen!

Til sensommerens vielser (af Morten Skovsted)

Hans Anker Jørgensens fremragende vielsessalme ‘Hvad er det, du min kære‘ blev oprindelig udgivet i ‘Kærlighedens søn’ fra 1999. Den er således ikke helt ny, og den har rødder, der rækker endnu længere tilbage, idet den er en videredigtning af sangen ‘Hvad er det, min Marie’, som Grundtvig skrev til sit bryllup med Marie Toft i 1851, og som findes i Højskolesangbogen.

Gode, nye vielsessalmer er en mangelvare, men her er et kvalificeret bud på en salme, som tager både parforholdet og velsignelsen alvorligt. I en enkel og ligefrem tone taler den om tosomhed og troskab uden hverken at romantisere eller forfladige i hverdagsklicheer. At salmen også er en ligefrem samtidssalme træder frem allerede i den første sætning, hvor der spørges: hvad er det, der gør, at vi tør tro på, at lige netop vi to skulle kunne holde sammen og bevare gløden i parforholdet livet igennem? Hvorfor skulle det kunne lykkes for os med de skilsmisseprocenter, vi har i vor tid?

Det er ikke noget irrelevant spørgsmål at stille ved en vielse, og der gemmer sig da også stof til mere end én vielsestale i denne salme. Salmens øvrige vers er nemlig et svar på dette indledende spørgsmål, idet Jørgensen i andet vers holder sig ganske tæt på Grundtvigs oprindelige svar med rimparret ‘ære/bære’ og dermed også hentyder til den Paulusformaning, der lyder ved vielsen: at vi skal bære hinandens byrder. Men der kommer mere i de følgende vers, og Hans Anker Jørgensen folder vielsens indhold ud på en forbilledlig måde, så man næsten glemmer, hvor vanskeligt det ellers er for os at formulere en egentlig vielsesteologi. Vielsen er ikke et sakramente, og det er ganske svært at præcisere, hvad vielsen egentlig handler om, når det ikke længere er seksualitet, forplantning og mangfoldiggørelse af slægten, som det var engang.

Næstekærligheden er vi alle forpligtet på, både i og uden for ægteskabet, så hvad er det egentlig der gør, at vi er samlede her? Det svarer denne salme på.
I vers 3 erindres parret om, at de siger ja til både medgang og modgang: at dagene også med tiden vil være grå, og at man af og til må sige: ”Dig kan man, grimme, smukke, / kun elske med Guds hjælp”. Humor i salmer er en mangelvare, men Hans Anker Jørgensen kan i den grad slippe afsted med at bruge det. Men hvad gør vi da, når dagene bliver grå og kys og knus er få? I vers 4 lyder det, at vi sammen kan søge hen til Gud og varmes ved en kærlighedsflamme, som ikke bare er vores egen, og vi kan bede Gud velsigne os, så vi kan ligne ham bare en smule og elske bare en smule, som han gør det. Med den hjælp og velsignelse kan vi i vers 6 tro og håbe, at vores kærlighed må række ind i evigheden.

Som den eneste salme i ‘100 salmer’ er denne salme forsynet med to melodier, lige som den er i Højskolesangbogen. Evert Taubes melodi er en rolig og ligefrem melodi, mens Hans Holm har lavet en mere synkoperet og rytmisk præget melodi. Salmedigteren foretrækker Evert Taubes melodi.

Morten Skovsted