Husk mit navn er fastelavn

Det er jo fantastisk med alle de udklædte børn, man bør jo bare være glad over den folkelige opbakning til kirkernes fastelavnsgudstjenester for familierne. Men hvordan kan man blive ved med at finde på noget nyt til fastelavnsgudstjenesten? Hvordan undgår man at tale om at klæde sig ud og bære maske og fremstå som en anden, inden man lader masken falde? Der må da være andre veje til en god fastelavnsgudstjeneste for børn …

Hvis man vil følge fastelavnssøndags evangelium efter 1. tekstrække, så er det Jesu dåb det handler om. Ved Jesu dåb bliver det klart, at Gud elsker sin søn med en kærlighed, der når helt oppe fra himlen og ned til jorden. Og når mennesker bliver døbt, er det den samme bevægelse, der gentager sig: Guds kærlighed når os fra himlen og taler til os om håb og tro. Det giver identitet, når vi får at vide, at vi er Guds børn. Over for Gud behøver vi ikke bære masker og stille os an. Han ser os som vi er, og holder af os uanset, hvor meget vi prøver at lege, at vi er nogle helt andre personer, end vi er.

Det er trygt at tænke på
Gud vil altid med os gå –
midt i al vor tvivl og trods
siger Gud, han elsker os!
Kærlighedens lys er tændt,
Jesus blev til verden sendt.

Sådan står der i det tredje vers af Kirsten Johanne Vases “Fastelavnssang med Jesu dåb”, der synges på melodien ABCDEFG. Her kombineres fastelavnstemaet med udklædning og boller og kakao med fortællingen om dåben.
En anden sjov fastelavnssang hedder “Husk dit navn” er fastelavn af Rikke Birkeholm og Povl Christian Balslev. Her finder vi også kombinationen af dåb og en masse fastelavns hurlumhej. Salmen, der på finurlig vis binder versene sammen ved hjælp af ordet faste-lavn, slutter med opfordringen ”Kend dig selv, rens din sjæl – husk dit navn er fastelavn”. Måske man kunne opfordre børnene til at spejle og kende sig selv i dåbens vand, her er du renset af Gud, så han altid ser dig som den, du i virkeligheden er. Han ser på dig med kærlighedens øjne.
En festlig sang at synge ved fastelavn kunne være salmen “Vi ser forskellige ud” af Hanne Jul Jakobsen og Ole Dreyer. Der er for øvrigt en fagte-video til denne sang. Det er så fint, at vi ser forskellige ud – for vi er alle skabt af Gud med farver og former og fantasi og et hjerte, der banker indeni.
Ja, hjertet har vi tilfælles. Og hjerterne kan give os en fælles puls, hvis vi rejser os for at synge og danse sammen. Det kan man gøre, hvis man har mod på at bevæge sig til Torben Callesens sjove “Der er rytme i min krop”. Den kunne udgøre en virkelig festlig afslutning på fastelavnsgudstjenesten for børn. Alle må op og stå og bevæge sig til rytmen – først med fødderne, så med hænderne, så med hovedet og til sidst i en glad dans med hele kroppen. Vær opmærksom på, at der er fire takters forspil i akkompagnementet, inden selve melodien begynder. Og så skal den selvfølgelig synges flere gange i træk, for at vi kan få alle til at være med.
/Hans Boas

Hvor er du, Gud? (v/ Inge Hertz Aarestrup)

“Du bestemmer selv, hvornår det skal gøre ondt”, siger den norske forfatter Per Petterson i romanen ‘Ud og stjæle heste’.

En fin bog om en mand som på sine ældre dage har valgt at bo alene i et lille hus langt ude i skoven. Her genoplever han alle følelser og begivenheder omkring et stort tab som ramte ham som 15-årig. Først nu samler det skete sig i et mønster som han kan se. Først nu kan han finde sprog for sin sorg og sørge.

Vi oplever alle tab og sorg. Ingen går fri. Lidelse og død er menneskets grundvilkår. Umulige at forsone sig med. Umulige at forstå. Helt fra tidernes begyndelse har mennesker råbt mod himlen: “Hvorfor? Hvad har jeg gjort? Hvorfor skal jeg rammes så hårdt?”

Der kom intet svar.

Teologer, filosoffer, vise mænd har grundet og grundet over lidelsens problem. Uden at finde svar. Hvor kommer det onde fra? Når Gud er god.

Fortvivlelse og gråd. Mørke tættere end den sorteste vinternat. Hvor er du Gud, når livet gør så ondt?

Job havde alting. Han var rask og stærk. Levede et fromt og gudfrygtigt liv. Havde rigdomme og meget kvæg. Sønner og døtre og andre menneskers velvilje og respekt. Men Job mistede det hele. Husene brændte, dyrene døde, hans sønner og døtre omkom ulykkeligt, og han selv blev slået med spedalskhed og bylder.

Han sad tilbage i askedyngen. Ussel og forladt af alle. Stinkende og skrabende sine sår med et potteskår. Hvorfor ramte ulykken Job? Hvorfor findes lidelsen i vore liv?

Jobs Bog i Bibelen rejser spørgsmålene. Men svaret på lidelsen får vi ikke. I stedet flyttes fokus, som det sker igen og igen i de bibelske skrifter. Se op! Se Guds storværk! Hans væsen er så helligt, så mægtigt at du ikke kan rumme det. Hvad er da et menneske at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det?

Jesu fødsel er Guds svar til os.

Han går selv ind i vort menneskeliv med al den glæde, sorg og rådvildhed det rummer. Bærer lidelsen og de ubærlige spørgsmål sammen med os

Midt i mulmet tændes en gnist af håb. Elskede menneskebarn. Jeg er hos dig i mørket. Jeg bærer dig i livet og i døden.

Når vinterstorme hærger
                      og vælter mine træer,
                      når uvejr knuser livet
                      og alt hvad jeg har kær,
                      da råber jeg til himlen:
                      Hvor er retfærdighed?
                      Hvorfor skal jeg gå under,
                      når du er kærlighed?

                      Gud hører mig i stormen
                      og giver ingen svar,
                      men spørger kun sin skabning:
                      Fortæl mig hvor du var,
                      da jord og himmel skabtes
                      og alle stjerner lo,
                      da mørke skyer svøbte
                      det vilde hav til ro.

                      Du menneske som kræver
                      et svar af himlens Gud:
                      Var det ved dine næver
                      at livets træ sprang ud?
                      Har gnister fra dit øje
                      gjort himmelranden rød?
                      Må sol og måne bøje
                      sig for din skaberglød?

                      Jeg er din Gud og skaber,
                      mig lyder vind og hav.
                      Jeg rejser dine kære
                      af dødens mørke grav.
                      Når vinterstorme raser
                      og knækker mast og mod,
                      så står jeg i orkanen
                      og lyser for din fod.

Inge Hertz Aarestrup. januar 2009

Artiklen har tidligere været trykt i Sognebladet for Visby – Heltborg – Hassing – Villerslev (nr. 1 – 2009/2010) og gengives her efter aftale med forfatteren.

Salmen findes naturligvis i Salmedatabasen, hvor du kan finde node, lyd og kommentarer. Find salmen her.

20. januar 2019: 4 nyheder og en strøtanke til det nye år

Vi indleder det nye salmeår med et par spændende nyheder på Salmedatabasen:

1. Salmevælgere i 2019 er lagt fast.
Siden August 2017 har vi haft skiftende præst/organist-par til at lave salmevalg til hver søndag, parallelt med evigt flittige Holger Lissner og undertegnede, der bidrager, når tiden tillader det.
Frem til august, hvor vi til den tid har fuldendt en fuld cyklus med to kirkeår, udformes salmevalgene af disse personer, som vi hermed takker på forhånd:

  • Januar: Mads Djernes (præsten) og Mads Djernes (organisten), begge Vejle
  • Februar: Betina Noer Rasmussen og Jesper Gram Petersen, Kerteminde og Drigstrup
  • Marts: Anna Kluge og Kurt Levorsen, Næstved
  • April: Povl Christian Balslev og Anne-Grete Thestrup, Svendborg
  • Maj: Peter Albæk Noer og organister, Mors
  • Juni: Bent og Vita Andreasen, Fredericia og omegn
  • Juli: Mette Marie Trankjær og Birgitte Getting, Horbelev – Falster

2. Ny redaktør for forside-klummen
Efter at undertegnede de seneste år har sørget for at forsyne forsiden med løbende salmeklummer, har Kirsten Nielsen nu sagt ja til at stå for klummerne fremover.
Hun har indledt året med en klumme om Ole Sarvigs nytårssalme ‘som året går’ (DDS 720).
Læs klummen her og glæd dig til mange, spændende klummer fremover med salmeinspiration til årstiden og kirkeåret.

3. Fem nye artikler
artikel-siden, hvor der nu ligger over 50 artikler, er der i dag lagt fem nye artikler op.

  1. Bente Gragaard Nielsen skriver om at skrive salmer til børn og unge. Læs her.
  2. Mads Granum fortæller om at forene klassisk musik og moderne rytmer. Læs her.
  3. Dorte Dideriksen skriver om hjerte-metaforen fra reformation til Grundtvig. Læs her.
  4. Mogens Hansen diagnosticerer gudstjenesten og giver gode råd til mere sang. Læs her.
  5. Syng Nyts baggrundsgruppe skriver om kriterier for bedømmelse af salmer. Læs her.

4. Kyndelmisse: LYSMESSE – Fanget ind af lyset
Idag har vi også lagt en ganske særlig ‘artikel’ op, bestående af et liturgisk forløb med tekster af Lisbeth Smedegaard Andersen og musik af Hans Sydow, Værket må siges at være ganske nyt, da det først uropføres i Hundslund Kirke ved kyndelmisse, d. 3. februar 2019.
Lysmessen består af salmer, tekstlæsninger og reflektioner, samt præ og postludium.
Hent Lysmessen her.

4½ –  blot en tanke
Sidste punkt i dag er ikke en egentlig nyhed, men blot en tanke.
Op til jul bragte Kristeligt Dagblad en artikel under overskriften *Kirker fravælger nye salmer juleaften’ (læs evt. artilklen her).
Sagen var, at 71% af en række adspurgte præster fortalte, at de ikke skulle sange nye salmer juleaften, og det blev så historien den dag. Jeg har siden da tænkt meget over, at man kunne have vinklet artiklen helt anderledes og givet den overskriften ‘I mere end hver femte kirke synger man nye salmer juleaften’, for der var faktisk 21% af de adspurgte præster, der agtede at gøre. Og DET burde egentlig være den store nyhed, for sådan var det garanteret ikke for hverken 10, 20 eller 50 år siden.

Så løft hovedet derude og syng masser af nye salmer sammen med de gode gamle
I er ikke alene om det 🙂

Godt nyt salmeår

Morten Skovsted

Kyndelmisse for børn

I den katolske tid var Kyndelmisse en fest for Marias renselse 40 dage efter fødslen svarende til den 2. februar. Ved den fest blev lysene til det kommende års gudstjenester velsignet, deraf ordet ”kandelabermesse” eller bare ”lysmesse”. I folkekirken er denne gamle katolske tradition blev taget op som en markering af lysets sejr over mørkets magter. Til kyndelmisse i starten af februar måned er det derfor oplagt at holde en børnegudstjeneste med lyset som tema.
I Børnesalmedatabasen findes forskellige salmer, som egner sig til dette tema:
En årstidssalme fra børnesalmedatabasen, der passer til kyndelmisse, er Hans Anker Jørgensens “Februar – den lille stakkel”. Denne salme bringer håbet om forårets komme, fordi vi under sneen kan se, at det lyser grønt og hvidt og gult, når erantis og vintergækker titter frem. Det er et mirakel, og den kraft der kan overvinde dødens kulde peger frem mod opstandelsen.
Trosbekendelsessalmen “Vi tror på Skaberen, Gud” af Per Harling egner sig fint i sin trinitariske opbygning med et vers for Fader, Søn og Helligånd, fordi hvert vers indeholder linjen ”Vi tænder et lys i Guds navn”. Man kan lade tre børn tænde et lys hver.
Bibelsalmeverset “Rejs dig, bliv lys” er en gengivelse af ordene fra Esajas’ bog kapitel 60: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet. Herrens herlighed er brudt frem over dig.” Her skabes sammenhængen mellem at modtage lys og selv være et lys for andre.
Man kunne følge op med Iben Krogsdals salme “Se mig i øjet” med melodi af Janne Mark. Salmen skaber en sammenhæng til Guds skabelse af lyset i verden, og det lys, som hvert menneske bærer i sig. En erindring om, at vi hver især kan og skal være lys for hinanden – og hjælpe hinanden med at finde vejen.
En nytestamentlig vej ind i temaet er naturligvis, at selve inkarnationen i Johannesprologen opfattes som et udtryk for at Gud lader sit lys kommet til verden. Denne tankes udtrykkes fint i salmen “Gud bor i et lys, som ingen kan se” af Margareta Melin. Der knyttes til ved 1. Tim. 6,16, hvor det om Jesus hedder, at han er ”den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se. Ham være ære og evig magt.”
I en lille prædiken for børn kunne man inddrage fortællingen om Fodspor i sandet. Derefter kunne Iben Krogsdals salme “Når øjets lille lys er blegt” synges. Salmen handler om, at Gud bærer alle, som ikke selv kan gå og som har det svært – ”og ser du dig tilbage kan du se hans fine spor, de går og lyser op for dig på hele vores jord.” Det er da en dejlig tanke, at Guds fodspor lyser for os som tegn i vores verden.
Hvis man holder en børnegudstjeneste sidst på eftermiddagen kunne man slutte med salmen “Til alle tider” med begyndelseslinjen ”I denne nat ber jeg dig”. Salmen som kun består af et vers slutter med ordene ”Vær du vores lys i mørket i nat til alle tider.” Der findes en video med fagter til sangen.
Et andet forslag til slutsalme kunne være “Må din dag få glæde” med velsignelsesønsket ”Og må Herrens lys skinne og må jordens milde vinde varme hjertet inderst inde i al evighed”.
Hans Boas

Glædeligt nytår! (af Kirsten Nielsen)

Som året går,
skal vore sind
nu vandre gennem
vinter ind.
Som træet nu
står tomt og bart
skal vi dets tanke
skue klart:

Hvordan det stod
på bitte fod,
men dybt i jorden
fæsted rod
og voksed til
en kæmpe-eg,
ud i hvis grene
livet steg.

Digteren Ole Sarvig begynder sin salme om årets gang (DDS 720) med billedet af et træ. Træet er livskraftigt, men ved vintertid står tomt og bart. Sådan kender vi det fra naturen, og herefter kunne Sarvig være fortsat med en strofe om, at naturen trods alt vågner op, og træet grønnes. Sådan gør Adam Oehlenschläger i sin salme fra 1813 (DDS 537):

Lær mig, o skov, at visne glad
som sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.

Naturens gang er billede på livets gang: fra livet her i verden til det evige liv. Ned gennem salmen bruger Oehlenschläger naturbilleder, som skal overbevise os om, at sådan er vores livsbane. Men naturbillederne står ikke alene. Salmen slutter med linjerne:

Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen.

Nok kan man lære af at se på naturen; men det er evangeliet om Jesu død og opstandelse, der er garanten for, at det også gælder for os, at det visne træ skal grønnes igen.

Ole Sarvig bevæger sig på samme måde fra naturens gang til evangeliet, når han efter at have skildret vinterens kulde og død forkynder, at ”et nådens barn er draget ind” (strofe 5). Derefter vælger Sarvig igen et naturbillede for at beskrive, hvad dette budskab betyder for os:

og hvis du faldt
som frøet ned
i jordens mørke
evighed.
Hvis du er helt
alene, du,
så skal du se
din frelser nu.

Fra naturen ved vi, at frø skal i jorden for at kunne spire igen. Men her er mere end naturerfaring. For fra Johannesevangeliet kender vi Jesu ord om hvedekornet, som først må dø i jorden for at kunne spire og bære mange fold (Joh 12,24). Ordene gælder Jesu eget liv, og det er hvad Sarvig knytter til ved:

Han er som liv
i frugt og frø,
der måtte falde
dybt og dø …

Vi er som træet, vi er som frøet, der falder ned i jordens mørke. Jesus er selv som frøet, og Jesus er som træet. I strofe 8 genoptager Sarvig nemlig træbilledet og bruger det nu om Jesus; men der sker noget nyt, når Sarvig skriver:

Han gror af jeg’ets
hjerterod.
Han er dit liv. Du er
hans blod.

Nu er vore hjerter blevet den jordbund, Jesus skal vokse op af. Tættere kan man næsten ikke komme Jesus. Han gror i os, og vi lever af ham. Fra Jesu lignelse om sædemanden kender vi tanken om, at ordet skal sås og gerne slå rod i den gode muld, hvor det kan give 100 fold (Luk 8,4-15). Da Grundtvig gendigtede lignelsen, understregede han, at det er hjertet, ordet skal sås i. Stroferne 7-10 indledes alle med en henvisning til hjertet: ”Hvor hjertet er som alfarvej… Hvor hjertet vel som voks er blødt… Hvor hjertet vel er halvvejs godt … Hvor hjertets lyst er liv og fred…” (DDS 153).

At det er Jesus selv og ikke blot hans ord, der er det frø, der sås i hjerterne, gør forholdet mellem ham og os meget nært. Jeg ved ikke, om Sarvig i den sammenhæng også har tænkt på Johannesprologens tale om Jesus som Ordet, men under alle omstændigheder vælger Sarvig at tale så konkret som muligt og så personligt som muligt. Vore hjerter er Jesu grobund! Og videre hedder det: ”Han er dit liv. Du er hans blod.” Nu drejer Sarvig ordene fra nadveren, så vi ikke blot drikker Jesu blod, men selv er hans blod.

Salmen fortsætter med at udfolde, hvad det betyder, at vi er så tæt forbundne. Sarvig lader Jesus selv tage ordet og love, at de, der har mistet alt, vil opleve, at Han tager bolig i dem. Men for at vi kan opleve det, må vi selv ned og våge ”under sne / på denne kolde / vinterdag / i livets skjulte / spirelag.”

Salmen er fuld af billeder på liv, død og opstandelse. De mange billeder skaber fortrøstning til, at det kan gå os som træet eller frøet. Men når billederne er andet end æstetik, så skyldes det, at de ved deres henvisninger til de bibelske tekster peger på en bestemt tolkning af naturbillederne. Derfor er det håb for et træ.

Kirsten Nielsen