Advent og Lucia

Holger Lissner har skrevet ‘Vi hænger op en adventskrans‘, der er en enkel og fin lille salme, der kan bruges til adventsgudstjenester med mindre børn. Det er oplagt at bruge adventskransen som liturgisk ramme om gudstjenesten og tænde et lys for hvert vers der synges. Melodien er umiddelbart nem at lære, og hvert vers har gentagelser, der gør det muligt for selv små børn at være med.
Til de større børn kan man bruge Johannes Johansens ‘Det første lys er ordet talt af Gud‘, som har mere fortællestof, men som også er mere ordrig.

En anden lille sjov adventssalme, er Geir Hegerstrøms ‘Nu tænder vi lyset‘ som bruger barnets erfaring af adventstiden som en laaang ventetid, og som på en fin måde får udfoldet at adventstiden er tiden, hvor vi venter på, at Jesus kommer som lys i mørket.

Savner I en evangelisk Luciasalme, kan der peges på Holger Lissners ‘Midt i den mørke nat‘, der er skrevet på samme melodi som den mere kendte Luciasalme.

Hanne Jul Jakobsen

30. november 2017: Salmer til advent og jul

Så er de første børnesalmer til advent og jul lagt op. Vi forventer at kunne tilføje nogle flere her i løbet af den kommende uge. De næste to måneder vil der blive tilføjet et bredere udvalg af børnesalmer, sådan at man i slutningen af januar kan finde op mod 150 børnesalmer. De salmer, hvor det giver mening, vil i løbet af januar også få tilføjet en video med fagte-instruktion.
Glædelig adventstid!
Hanne Jul Jakobsen

Juleafslutning med børnehaver

I nat blev Jesus barnet født‘ er et godt bud på en bibelhistorisk salme til fx julegudstjeneste med børnehaverne. Juleevangeliet fortælles over syv vers, og den kan bruges som en call-response salme. Dvs. at præsten eller en anden forsanger synger versene og slutter alle vers med at synge: “Hvad sang de da?” og børnene svarer: “Halleluja! Ære være Gud i det høje!”

Man kunne lade salmen være omdrejningspunktet for hele gudstjenesten, sådan at man tager et vers af gangen og bruger det som afsæt eller opsummering for fortællingen.

Børnenes svar er englenes sang, så man kunne også lade børnene agere engle og udstyre dem med vinger og glorie.

Hanne Jul Jakobsen

22. november 2017: Har du en hjælpende hånd?

Frivillige søges

Har du lyst til at blive en del af holdet bag Salmedatabasen?

Vi har travlt i disse måneder og søger derfor frivillige til en eller flere af følgende opgaver:

  • Klargøring af salmer, herunder indeksering med tildeling af stikord, bibelske referencer etc.
  • Indscanning af tekster, ikke mindst de mange børnesalmer, som vi er ved at klargøre p.t.
  • Indhentning af rettigheder.
  • PR-arbejdet. Vi er ved at være klar til for alvor at sprede budskabet om vores projekt.
  • Test af brugervenlighed. Vi har nørdet med teknik de sidste par år, men hvordan virker skidtet egentlig det på den almindelige bruger?
  • Indskrivning af noder og indspilning af melodier (på klaver). Vi har gode musikfolk på opgaven, men de har svært ved at følge med. Mestrer du Sibelius eller klaveret og optageudstyret?
  • Opdatering af hjemmesiden, herunder redigering af artikelsiden med prof. em. Kirsten Nielsen
  • Redaktionsgrupperne: Er du en god læser eller kyndig musikmand (m/k) kan du måske være med til at bedømme og kommentere de mange salmetekster og -melodier.

Har du således særlige ekspertiser eller interesser indenfor disse eller andre relevante områder, så hører vi meget gerne fra dig. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få.

Vi kan tilbyde dig at blive en del af et stort netværk af engagerede kirke-, musik- og salmefolk. Du vil få indsigt i salmernes verden, du vil få spændende kontakter og lidt til dit CV.

Kontakt sognepræst Morten Skovsted for at høre mere, på tlf. 42 72 78 76 eller mail@syngnyt.dk

November og den sidste del af kirkeåret (af Morten Skovsted)

Også til denne årstid og måned findes der mange smukke sange og salmer, både gamle og de nye. Jeg vil i det følgende nævnte et par stykker:
Nogle af os kan slet ikke vente med at synge ’Skyerne gråne’, og selvom det er nærliggende at betragte det som en adventssalme, så er det faktisk ikke tilfældet. I mange år var det en sang, der levede i diverse sangbøger, herunder højskolernes, og først i 2002 blev den optaget i Den Danske Salmebog – ifølge Jørgen Kjærgaard for at tilskynde til brug af salmebogen også udenfor gudstjenesten. Der er, som antydet, ikke tale om en salme i klassisk forstand, skrevet som den er op til tre-årskrigen 1848-50,hvor så meget stod på spil. Sangen handler om lys, der tændes i en mørk tid, og med dette udtrykker Grundtvig både et håb for Danmark og en glæde over evangeliets lys, der for længst er tændt. Sangen rummer adskillige referencer til den nordiske mytologi, men den udtrykker først og fremmest glæde over, at vi lever efter den hedenske fortid: Det lys, der er tændt og fordriver mørket, tændes ikke ved egen kraft eller (ved ”gråd for Balder”), men ved Guds kraft i Bethlehems-barnet.
Også i ’Dybt hælder året i sin gang’ fordrives mørket med et lys, der ikke kommer fra os selv. Det er end ikke håbet om det kommende forår, der giver os mod, men håbet om en anden, himmelsk virkelighed: ”Lad visne kun, jeg ved den trøst, som ligefuldt består”.
Også blandt de nyere salmedigtere kalder november måned på poetiske udtryk. Hvis man søger på ’november’ i Salmedatabasen, finder man adskillige salmer, hvoraf hele tre har ’november’ i deres titel.
En af dem er ’November går tungt gennem byen’ af Lisbeth Smedegaard Andersen. I tre vers beskrives årstiden, dystert og ildevarslende bl.a. med en for digteren karakteristisk inddragelse af fuglemetaforik i det smukke vers tre: ”og tæt om de tusmørke dage/står lygternes rovfugleblik/og ætser din skygge på muren/i nådesløs sort/hvid grafik”. I de følgende vers kommer den syngende frem til en slags synderkendelse, hvor ”misbrugte døgn tælles sammen / og vejes på vinterens vægt”, indtil salmens rundes af med et forløsende credo og løftet om nye begyndelser i de sidste to vers: ”Jeg tror at der bag ved november/skal rejse sig dage med sang/befriet som glæden der griber/dit nådeår – endnu engang.” Salmen har smuk melodi af Jacob Lorentzen.
Hans Anker Jørgensens ’Novembers lave sol’ tager også afsæt i årstiden og henviser desuden direkte til en af de domstekster, der præger denne del af kirkeårets bibelske gudstjenestetekster. I det barske vers 5 taler Jesus ” dom til folkesjælen”: ”Gå bort fra mig./Da jeg var syg og bange/og sulten, tørstig, nøgen,/fremmed, fange,/kom I mig da til hjælp/i mine smerter?/Gå bort! Min dom er hård/som jeres hjerter!” Det er barske ord, der henviser til Matt 25, som er læsning til sidste søndag i kirkåret. Men heldigvis er der, også i denne novembersalme, håb forude, for advent og jul er på vej: ”November: Iskold nat / med klare stjerner. / Nu dør og spirer / jordens hvedekerner. / Gud! Tænd din midnatssol / i mørkets hjerte. / Forløs med advents ve / novembers smerte.”
Den sidste salme, der skal nævnes i denne omgang handler ikke specifikt om november, men om den evangelietekst, der skal læses på sidste søndag i kirkeåret: Matt 25, 31-46. Iben Krogsdals salme ‘Så du kvinden på stationen‘ bygger op i et voldsomt nærværende sprog og billeder, alle kan mærke, indtil ‘pointen’ afleveres i sidste linje. Musikalsk er den forsynet med en melodi af Jesper Gottlieb, der minder (i hvert fald undertegnede) om Samuel Barbers adagio for strygere, der især er kendt som tema-sang i David Lynch-film,en ‘Elefant-manden’. Ikke nogen helt irrelevant association.
Med disse ord og anbefalinger: Værsågod at synge november ud med sange og salmer. Snart er det advent.

Morten Skovsted